Annonce
Ugeavisen Svendborg

Elever har forbrændt en million kalorier

Eleverne på ”Omsorg, Sundhed og Pædagogik” i Svendborg løb med førstepræmien i corona-motionskonkurrencen mellem elever og ansatte på FGU Syd- og Midtfyns tre skoler. Præmien var 3000 kroner samt en T-shirt til alle. Foto: Louis Schreiber
Linjen ”Omsorg, Sundhed og Pædagogik” i Svendborg løb med hovedpræmien på 3000 kroner, da FGU Syd- og Midtfyn afsluttede deres syv uger lange corona-motionskonkurrence blandt elever og ansatte på FGU Syd- og Midtfyns tre skoler.

Svendborg: Der var kamp til det sidste, da corona-motionskonkurrencen på FGU Syd- og Midtfyns tre skoler i Svendborg, Ringe og Faaborg, skulle afgøres. Fredag var der udendørs og coronavenlig præmieoverrækkelse på skolen i Svendborg - efter syv ugers intens konkurrence, og det var først torsdag, at linjen ”Omsorg, Sundhed og Pædagogik” fra Svendborg motionerede sig forbi ”Mad og Ernæring” fra Svendborg, der længe har haft førertrøjen i konkurrencen.

En konkurrence, der har haft som formål at få eleverne på FGU Syd- og Midtfyn til at være fysisk aktive samt sikre et fortsat fællesskab her under coronanedlukningen, hvor eleverne sidder hver for sig hjemme foran computeren.

- Begge dele er helt klart opfyldt, mener Christian Goldbeck, underviser på skolen i Svendborg – og idemanden bag konkurrencen.

- Konkurrencen har været en kæmpe succes, og det er meget imponerende, at de 160 deltagere sammenlagt har tilbagelagt 15.643 kilometer og forbrændt en million kalorier - og helt til det sidste er eleverne gået op i det med liv og sjæl, fortæller Christian Goldbeck i en pressemeddelelse.

Annonce

37 kilometer på én dag

Sebastian Prill er en af eleverne på ”Omsorg, Sundhed og Pædagogik”, som fredag kunne modtage konkurrencens førstepræmie på 3000 kroner fra Modstrøm – elevorganisationen for FGU.

FGU-underviser Christian Goldbeck og elevrådsformand på skolen i Faaborg, Regina Wolder Mikkelsen, styrede slagets gang til dagens coronavenligepræmieoverrækkelse på FGU Syd- og Midtfyn i Svendborg. Foto: Louis Schreiber

Han har igennem konkurrencen enten gået alene eller i en gruppe på fire. Og på konkurrencens sidste dag gik han 37 kilometer.

- Det lå så tæt, og vi skulle jo vinde, så jeg tog en ordentlig tur, så vores linje kom længere op i tabellen, siger Sebastian Prill.

Annonce

Præmier skaffet af elevråd

Til præmieoverrækkelsen løb ”Mad og Ernæring” i Svendborg med andenpræmien på 1500 kroner, ligeledes fra Modstrøm.

Elevorganisationen havde også doneret 500 kroner til bedste foto under motionskonkurrencen – den præmie gik til Asta Josefine Gorm Nielsen fra ”Omsorg, Sundhed og Pædagogik” i Faaborg.

Om konkurrencen

Deltagelse i motionskonkurrencen på FGU Syd- og Midtfyn har været frivillig, men i alt 160 elever og ansatte har deltaget.

I konkurrencen er al motion uden brug af motor, talt med. Enten via antal tilbagelagte kilometer fra for eksempel gang, løb eller cykling eller via forbrugte kalorier via sjipning, boksning, workout eller anden motion.

Det hele er så blevet opgjort i App’en ”MapMyRun”, hvor alle tilmeldte ha rkunnet følge de enkelte deltageres stilling, og hvor der er blevet lavet en ugentlig opgørelse over status på linjerne.

Alle elevers motionspoint er blevet registreret under den linje, de går på.

Lærernes point er delt ud over de linjer og hold, de underviser.

For administration og ledelse er point blevet delt ud efter arbejdsplads – og for den øverste ledelse ud over samtlige hold.

Konkurrencen har været i gang fra den 14. januar til den 4. marts.


Derudover var der i alt 31 præmier fra Rema 1000, Louis Nielsen, Intersport, K-Sport og Landslagteren, som blev fordelt til forskellige numre på den samlede præstationsliste.

De mange præmier var stort set alle skaffet af elevrådet på skolen i Faaborg.

- Konkurrencen har givet et fællesskab, hvor vi elever har været sammen hver for sig, men den har også betydet, at flere har fået et indblik i, hvad FGU er. For når vi har været ude og skaffe sponsorpræmier, har vi selvfølgelig fortalt om FGU, siger Regina Wolder Mikkelsen, elevrådsformand på skolen i Faaborg og medlem af Ungerådet i Modstrøm.

Annonce

Opgør med corona-kilo

Sidste taler til præmieoverrækkelsen var Ene Wolfsberg, direktør på FGU Syd- og Midtfyn.

- Her under coronanedlukningen tales der meget om corona-kilo, at vi spiser lidt for meget og bevæger os for lidt, men det har vi taget et opgør med her på FGU. Vi har fået noget lys og luft, og konkurrencen har givet os mulighed for nye vaner. Det har været imponerende at følge.

- Her under coronanedlukningen tales der meget om corona-kilo, at vi spiser lidt for meget og bevæger os for lidt, men det har vi taget et opgør med her på FGU, lød det fra Ene Wolfsberg, direktør på FGU Syd- og Midtfyn. Foto: Louis Schreiber

- Fra i morgen bliver det sværere, fordi konkurrencen er slut, lød det fra Ene Wolfsberg.

Der er hos eleverne ingen tvivl om, at  konkurrenceelementet motiverer – og idemanden Christian Goldbeck er allerede i gang med nye tanker, så motionen kan fortsætte.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Svendborg

Tidsrejsende tour de force: På en enkelt dag viser Svendborg Museum gymnasieelever vej gennem 800 års lokalhistorie

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce