Annonce
Ugeavisen Svendborg

Forsorgsmuseet genåbner med nyt soverum: Efterlyser effekter fra 1960'erne

Danmarks Forsorgsmuseum åbner onsdag 21. april, hvor man vil kunne opleve genskabelsen af et af Fattiggårdens soverum. Foto: Danmarks Forsorsorgsmuseum

Svendborg: Onsdag den 21. april kan Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg endelig slå dørene op ovenpå den lange coronanedlukning og invitere indenfor på Fattiggården.

Her vil gæsterne kunne opleve, at museets forvaltere ikke har ligget på den lade side under nedlukningen, men har brugt tiden på at få malet og spartlet, lakeret gulve og vandet blomster, så der er klar til årets første åbningsdag.

Derudover har museumsassistent Dorthe Høstrup genskabt endnu et af Fattiggårdens soverum, som bruges til at formidle en særlig historie knyttet til Fattiggårdens fortællinger: kreativitet bag murene, idet nogle af de indlagte skabte kunst og kreative værker, mens de levede på Fattiggården.

I forbindelse med etableringen af "Malerens rum" efterlyser museet effekter, som illustrerer 1960’erne. Deriblandt et vækkeur, et askebæger, en pibe, en lille radio, en brun skoletaske og sutsko, forklares det i en pressemeddelelse fra museet.

- Vi håber, at nogle af avisens læsere ligger inde med ting, som de har lyst til at forære museet, så tingene fremover kan indgå i vores studiesamling og være med til at levendegøre vores udstillinger, skriver museet i pressemeddelelsen.

Falder man over nogle af de efterlyste effekter, som man ønsker at donere, kan man tage kontakt til Dorthe Høstrup på mail dh@svendborgmuseum.dk. /heng

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Sølv til Magnus

Annonce