Annonce
Ugeavisen Svendborg

Fra afrikansk ørken til dansk paradishave

Lotte Boas, præst i Svendborg. Privatfoto
Annonce

Sommerregn og duften af græs. Hver 14.dag springer nye blomster ud, og hver gang tænker man. Netop disse må være de smukkeste. Sådan fortsætter det til langt ind i efteråret.

Langs markerne har landmændene i år sået valmuer og kornbloster og meget andet. Det danske kulturlandskab er overdådigt.

Min kærlighed til den danske sommer har været uden grænser i år. Det stopper slet ikke lige foreløbig. Det bliver ved og ved.

Efter hele foråret at have arbejdet som feltpræst i en militærlejr i den afrikansk ørken, er Danmark som en paradishave.

Det er godt nok også en paradishave fyldt med mennesker, der brokker sig.

Forleden dag havde en ung mand stillet sin knallert fra sig på fortovet, så forbipasserende var nødt til at træde ud på vejen for at komme forbi. Jeg passerede knallerten samtidig med en herre, der sagde: ”Det er kraftedeme en hjernedød idiot, der har sat sin knallert sådan. Man burde sgu sparke den ud på vejbanen!”

Og jeg må indrømme, at irritationen over knallerten til trods, fandt jeg, manden overreagerede. Både i son omtale af et andet menneske. Og også i forestillingen om, at det ville være rimeligt at ødelægge et andet menneskes ejendom, bare fordi den anden har lavet en fejl.

Ofte hører man danskere efterlyse andres ansvarlighed, andres venlighed og andres vilje til gøre noget for fællesskabet og samfundssindet.

Begynd selv!

Her i vores dejlige land har vi så meget at glæde os over. Der er slet ingen grund til kun at fokusere på det, man kan kritisere.

Så begynd selv!

I Mali, hvor jeg har været udstationeret med forsvaret dette forår, er der anderledes god grund til at være negativ.

Mali er et land, der var ved at blive revet i stykker, fordi den sydlige del af landet er velfungerende, velhavende og stabil, mens den nordlige del af landet er præget af Sahara og den fattigdom, der følger af at leve på grænsen af ørkenen. I den nordlige del har man ønsket løsrivelse fra det øvrige Mali, men samtidig har den nordlige del ikke et økonomisk grundlag for at blive en stabil stat. Det, det internationale samfund frygter, er, at den nordlige del af Mali, såfremt det bliver selvstændigt, vil udvikle sig til at være en banditstat, der lever af at smugle mennesker, våben og narko.

Hvad har alt dette at gøre med en ung mand, der parkerede sin knallert på fortovet, og en midaldrende herre, der blev vred over det?

Ja, for mit vedkommende hang tingene således sammen:

Jeg var netop kommet hjem fra Mali, og jeg havde oplevet Mali som et land, hvor mennesker lever under svære vilkår. De bor på grænsen til Sahara. Der er tørt og fattigt. Vejret er som regel dårligt, enten er der tørke, eller også er der en voldsom og ufrugtbar regntid. Lokale magtmænd samarbejder med terroristgrupper som ISIS.

Efter at terrorismen i området er steget, udebliver turisterne fra ellers gamle kulturbyer som Timbukto. For at hindre terrorisme i landet, er nu en militær indsats i gang i landet. Den lokale malineser vågner om natten til lyden af helikoptere, der flyver fremmedlegionærer til steder, hvor man formoder, det er nødvendigt at tage terrorister til fange.


Her i vores dejlige land har vi så meget at glæde os over. Der er slet ingen grund til kun at fokusere på det, man kan kritisere.

Lotte Boas


Fra alt det kom jeg hjem til Danmark, hvor unge mennesker godt kan være ubetænksomme, og midaldrende godt kan være knortne, og hvor det godt kan regne i juli.

Men den danske sommer er stadigvæk vidunderlig, og danskerne er stadigvæk gode til alt det, der handler om fred og fællesskab.

I hvert fald når de gider….

Det håber jeg, I gider lidt endnu.

For det er et dejligt land, vi har.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Ny bykunst i gaderne

Annonce