Annonce
Ugeavisen Svendborg

Gør en god gerning for socialt udsatte

Ved et af juletræerne i Svendborg Bycenter kan man gøre julen lidt bedre for et socialt udsat menneske. Privatfoto
Kirkens Korshærs varmestue og Svendborg Bycenter gør igen i år et af de små juletræer på Centertorvet til et ønsketræ for varmestuens brugere. Her kan alle hjælpe et af de mennesker, som er socialt udsat og skal holde jul i varmestuen
Annonce

Svendborg: Fra fredag den 27. november og indtil tirsdag den 22. december kan alle, der gæster Svendborg Bycenter, være med til at gøre julen lidt lysere for et socialt udsat menneske, som gør brug af Kirkens Korshærs varmestue i Svendborg.

I samarbejde med bycentret har Kirkens Korshær i Svendborg igen i år taget initiativ til at hjælpe varmestuens brugere, som kan hænge et ønske på et af de små juletræer på Centertorvet.

- Sidste års ønsketræ var en stor succes og blev taget rigtig godt i mod af borgerne i Svendborg. Alle ønsker blev opfyldt, og varmestuen var fyldt med glade brugere juleaften. Vi håber selvfølgelig at kunne gentage succesen i år, fortæller Ulla Dobel fra Kirkens Korshær i Svendborg.

- Vores brugere har ikke andre steder at holde jul, så vil du glæde en af dem, tager du et af ønskekortene fra juletræet, som står på Centertorvet,og køber et gavekort på det beløb, du vil donere. Gavekortet efterlades i forretningen, og det vil herefter blive afhentet af varmestuen i Svendborg, som holder juleaften for brugerne, forklarer Ulla Dobel.

På grund af Covid-19 er det i år desværre ikke muligt at aflevere gavekortet personligt i varmestuen.

Annonce

Omsorg, respekt og nærvær

Kirkens Korshær, som er en privat, social og folkekirkelig hjælpeorganisation, har stort fokus på socialt udsatte mennesker. Og netop derfor har man, som her i Svendborg, en varmestue.

- Formålet er at give omsorg, respekt og nærvær. Der er tre ansatte, men også en række frivillige, som er en stor hjælp i en travl hverdag. Uden frivillige, ingen varmestue for de 50-60 faste brugere, som kommer med hver deres behov, oplyser Ulla Dobel i en pressemeddelelse.


Sidste års ønsketræ var en stor succes og blev taget rigtig godt i mod af borgerne i Svendborg. Alle ønsker blev opfyldt, og varmestuen var fyldt med glade brugere juleaften. Vi håber selvfølgelig at kunne gentage succesen i år.

Ulla Dobel, Kirkens Korshær


Dagen i varmestuen begynder klokken 8.30 med gratis morgenmad og kaffe. Fra 11.30 til 12.30 er der varm hjemmelavet middagsmad til 30 kroner. Derudover kan brugerne få et bad, rent tøj eller vasket det, de har, blive klippet eller barberet, få udleveret dyner og soveposer, hjemmestrikkede sokker, hundemad, dyrlægehjælp og meget andet.

- Kirkens Korshærs situation er desværre igen i år, at der ikke er mange penge at gøre godt med. Derfor rækker vi atter hånden ud til til lokale borgere i håb om, at der findes folk, der har lyst til at gøre julen lidt bedre for de mest udsatte i vores samfund, opfordrer Ulla Dobel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

10 år med rock'n'roll

Ugeavisen Svendborg

Poesi i haven

Ugeavisen Svendborg

Julemærker i bycentret

Annonce