Svendborg: Torsdag d. 10. december kl. 20 står tre særdeles velkendte ansigter i det danske musikmiljø klar på Giant Steps-scenen, når en af Danmarks mest interessante guitarister kaster sig ud i sit helt dugfriske projekt Niclas Knudsen Trio Go North.
- Knudsen er med sit originale ekspressive udtryk altid på vej mod nye eventyr, og denne gang drager han af sted sammen med et par gode gamle musikalske legekammerater, trommesalgeren Kresten Osgood og bassisten Anders AC Christensen, der matcher kapelmesteren til fulde med deres opfindsomme og mesterlige spil, fortælles det i en pressemeddelelse.
Med udgangspunkt i jazzen rejser de tre brave spillemænd nordpå i deres søgen efter nye jagtmarker. Undervejs dukker reminiscenser af gamle folkeviser, hymner og ballader op, og leder musikken hen til en musikgenre, som Niclas Knudsen kalder den nordiske blues. Historier om fortidens trængsler, længsler og glæder blander sig med jazzens frie toner, og lyden af både nutid og fortid mødes.
Billetter til koncerten på Arne B i Vestergade kan købes på Billet.dk.
Inden koncerten er der mulighed for at nyde en anrettet menu.