Annonce
Ugeavisen Svendborg

Hans skiftede erhverv under coronanedlukningen: Ny mekaniker med speciale i bilers aircondition

Hans Kofoed Jakobsen har sagt farvel til lærerjobbet og har i stedet etableret sig om mekaniker med speciale i aircondition og reparation af Citroën-biler. Foto: Michael Thorbjørnsen
Hans Kofoed Jakobsen er uddannet lærer, men biler har altid været den store passion. Nu har han åbnet eget værksted ved Ollerup.

Ollerup: I knap 10 år arbejdede Hans Kofoed Jakobsen, 43 år, som lærer, men da coronanedlukningen gav tid til refleksion, tog han en resolut beslutning og skiftede gear.

- Jeg har indtil nu haft et spændende, men også travlt arbejdsliv, hvor jeg blandt har sejlet med utilpassede unge over Stillehavet og været med i den daglig ledelse af en efterskole. Til sidst var jeg dog oppe på alt for lange arbejdsdage og for lang transport til og fra arbejde, at det ikke længere hang sammen for hverken min familie eller mig selv, fortæller Hans Kofoed Jakobsen.

Han er gift og far til to børn på henholdsvis fire og seks år, og hans store interesse og passion gennem livet har været biler, især fejlfinding, diagnose og reparationer af bilers aircondition  (klimanlæg) samt reparation af Citroën.


Jeg går meget op i at få et godt forhold til mine fremtidige kunder, og det handler for mig om god og ærlig kommunikation. Jeg vil fra start komme med mit bud på, hvor lang tid, jeg skal bruge på opgaven, og hvad det kommer til at koste.

Hans Kofoed Jakobsen


- Siden jeg var 20 år, har jeg nørdet med biler, og da jeg flyttede til Sydfyn, lavede jeg mit eget hobbyværksted, hvor jeg kunne trække mig tilbage og faktisk slappe rigtig godt af og koble fra, når jeg havde fri fra lærergerningen.

Efter et hektisk og travlt 2020-forår på efterskolen på grund af coronanedlukningen, stod Hans Kofoed Jakobsen en dag i sit værksted og kunne mærke, at han havde brug for nye udfordringer:

- Jeg havde virkelig lyst til at gøre min store hobby til min levevej - så en dag greb jeg resolut en forhammer og begyndte at vælte en væg, for nu skulle det indrettes til et mere professionelt værksted, siger Hans Kofoed Jakobsen.

Jobbet som lærer blev herefter sagt op - og Kofoeds Garage skabt.

Hans Kofoed Jakobsen har investeret i den nye teknologi, så han hurtigt og sikkert kan finde fejl i bilernes aircondition. Foto: Michael Thorbjørnsen
Annonce

God og ærlig kommunikation

Værkstedet ligger i forbindelse med privaten på Sømarksvej 32, mellem Ollerup og Ballen, og her tilbyder Hans Kofoed Jakobsen først og fremmest fejlfinding og diagnosering samt reparation af bilers aircondition.

- I al beskedenhed er jeg ret god til lige præcis det område, da det af en eller anden grund altid har haft min store interesse. Derfor har jeg gennem årene indhentet en del viden om de forskellige typer af aircondition og klimaanlæg, der findes på markedet, ligesom jeg er KMO-certificeret (Kølebranchens Miljø Ordning, red.), fordi jeg har en uddannelsen indenfor området, fortæller Hans Kofoed Jakobsen, som også fikser aircondition i nye el-biler og hybridbiler.

Han er som nævnt også ekspert i Citroën-biler, også de ældre modeller, men tilbyder også fejlsøgning og reparation af andre bilmærker.

Hans Kofoed Jakobsen er født og opvokset i Silkeborg, men flyttede for 15 år siden til Sydfyn, hvor han blev uddannet på Den Frie Lærerskole i Ollerup.

- Jeg går meget op i at få et godt forhold til mine fremtidige kunder, og det handler for mig om god og ærlig kommunikation. Jeg vil fra start komme med mit bud på, hvor lang tid, jeg skal bruge på opgaven, og hvad det kommer til at koste. Hvis der så undervejs kommer uforudsete reservedele eller dukker andre fejl op, så kontakter jeg selvfølgelig kunden og informere om det, inden jeg fortsætter arbejdet. Jeg går i mit arbejde ind for gennemsigtighed, så kunderne kan føle sig helt trygge ved at bruge Kofoeds Garage, siger Hans Kofoed Jakobsen.






Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Tidsrejsende tour de force: På en enkelt dag viser Svendborg Museum gymnasieelever vej gennem 800 års lokalhistorie

Annonce