Annonce
Ugeavisen Svendborg

Jannie skifter gear og realiserer drøm om egen virksomhed

Jannie Frydendahl, født og opvokset i Svendborg, står bag en ny virksomhed med salg af gavekurve fyldt med fortrinsvis sydfynske specialiteter. Foto: Michael Thorbjørnsen
Jannie Frydendahl gik ned i arbejdstid og fik overskud til at starte egen virksomhed med salg af gavekurve og fynske specialiteter
Annonce

Svendborg: I de seneste 20 år har Jannie Frydendahl gennem sit job som brandmanager og marketingschef hos en international cykelgrossist oparbejdet en stor specialviden om cykeltilbehør. Nu har den 42-årige svendborgenser sadlet om sit liv og skiftet over i et lavere gear, så drømmen om egen virksomhed kan blive en realitet. Jannie Frydendahl står således bag online-virksomheden Frydendahl's, som åbner den 1. marts, og hvis speciale er gavekurve med først og fremmest sydfynske specialiteter.

- Min arbejdsgiver var gennem en større omstrukturering sidste år. I den forbindelse blev min stilling delt op i to, så jeg fremover "kun" arbejder 32 timer om ugen som brandmanager, hvilket har givet mig mere luft i en tidligere ret så travl hverdag med mange rejser i ind- udland. Den tid vil jeg nu bruge på Frydendahl's, som jeg har haft i tankerne lige siden, jeg var på barsel med min nu 12-årige søn Lucas, siger Jannie Frydendahl, som også er mor til Mikkel på snart 15 år.

Jannie Frydendahl har lager, butik og showroom på Nordre Ringvej 18, som hun er ved at gøre klar til åbningsreceptionen den 8. marts. Foto: Michael Thorbjørnsen
Annonce

Hjertet banker for sydfynske producenter

Jannie Frydendahl har etableret sig på Nordre Ringvej 18, hvor hun i et lokale i bygning 4 i den tidligere spritfabrik har indrettet et showroom/lager, hvor der lejlighedsvis vil være åbent for interesserede samt smagninger for samarbejdspartnere.

- Jeg vil op til f.eks. jul, Fars Dag og Mors Dag have åbent på udvalgte dage, men ellers er Frydendahl's først og fremmest en onlinebutik, hvor man på min hjemmeside kan bestille og sammensætte gavekurve. Min tid skal først og fremmest bruges på opsøgende arbejde hos lokale virksomheder, som jeg håber at lave samarbejdsaftaler med, så de fremover vælger Frydendahl's, når der skal gives gaver til medarbejdere eller samarbejdspartnere til jul, mærkedage og receptioner, fortæller Jannie Frydendahl.

Selvom der allerede findes flere både mindre og store aktører på markedet for gavekurve, så håber og tror Jannie Frydendahl, at hun kan få en lille forretning ud af Frydendahl's - og nøglen hertil skal være de sydfynske specialiteter.

- De fleste supermarkeder sælger også gavekurve, men ligesom de landsdækkende online-butikker tilbyder de ofte nogle i mine øjne lidt kedelige kurve, som indeholder produkter fra det øvrige land. Jeg er selv født og opvokset på Svendborg, så mit hjerte banker for Sydfyn, og jeg har den holdning, at vi skal støtte de lokale producenter.

- Jeg håber, at mange lokale virksomheder har samme holdning og vil samarbejde med Frydendahl's, så vi i fællesskab kan være med til at støtte de sydfynske producenter, siger Jannie Frydendahl.

Annonce

Reception den 8. marts

Hun forventer ikke, at Frydendahl's qua konkurrencen på markedet går hen og bliver en guldgrube:

- Jeg har jo stadig mit andet job og en fast indtægt herfra, så Frydendahl's ser jeg mere som et hobbyprojekt, som selvfølgelig gerne må give et plus på bundlinjen.

Janni Frydendahl samarbejder bl.a. med lokale producenter som Svendborgsund Bryghus og Zozozial Coffee og Konnerup Chokolade, og hun forventer at få flere navne føjet til listen.

På hylderne står der allerede vin, specialøl, spiritus, chokolade, kaffe, lakrids og slik, pasta, oliven, krydderier, olier, marmelader, sirup og meget andet klar til at blive pakket ned til gavekurve.

- Kurvene pakkes flot og elegant ind, og efter aftale tilbyder jeg at levere kurvene på kundens adresse, siger Janni Frydendahl, som inviterer til åbningsreception søndag den 8. marts, hvor der bliver mulighed for at se og smage Frydendahl's sortiment.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Ny bykunst i gaderne

Annonce