Svendborg: Jesper Wung-Sung, Svendborgs prisbelønnede forfatter, udkommer den 10. marts med romanen "Kvinde set fra ryggen", der fortæller historien om Vilhelm Hammershøis hustru, Ida, som blandt andet optræder i et kendt maleri af samme navn.
Vilhelm Hammershøi er den dyreste og måske største danske kunstner nogensinde. Hans værker sælges for tocifrede millionbeløb, ligesom millioner af museumsgæster har beundret kvinden på lærredet, men de færreste ved, hvem hun er.
"Kvinde set fra ryggen" er, i følge en pressemeddelelse, en roman om denne kvinde. Et forsøg på at vende hende mod verden og give hende en stemme. Det er en bog om kunst, om kunstneren Hammershøi, men måske mest af alt om kærlighed og forholdet mellem mand og kvinde.
Solgt for 31 millioner kroner
Jesper Wung-Sung har skrevet bogen, fordi han er fascineret af kunst, af Hammershøi og af, hvem den kvinde er, som er den dyrest solgte i Danmark. I 1960 blev maleriet solgt for bare 7000 kroner. 60 år senere har verden for alvor fået øjnene op for hendes værdi, og maleriet er gået ved et hammerslag på 31 millioner kroner (+25 procent i honorar). Måske er det på grund af æstetikken og det enkle i hans kunst, som har skrevet sig ind i vores moderne smag.
Men det, der også inspirerede Jesper Wung-Sung er, hvorfor Hammershøi igen og igen malede det samme. Hvorfor står Ida lige der, hvorfor er lyset uklart, hvad er det, man ikke ser som tilskuer?
Maleriet "Kvinde set fra ryggen" trak paralleller til Jesper Wung-Sungs eget liv, så han følte, at han måtte skrive historien. Fordi det at leve med en kunstner kræver sin kvinde. I forfatterens optik betyder talent en brøkdel for ens værk. Resten er hårdt arbejde, vedholdenhed, dedikation, stædighed og et godt øje.
Kærlighed med modstand
Handlingen i romanen tager sit udgangspunk i 1890, da Idas storebror kommer hjem til Stubbekøbing på sommervisit. Med sig har han en ung malerkollega ved navn Vilhelm Hammershøi.
Inden sommeren er ovre, er Ida og Vilhelm forlovet, men det er et forhold, som begges mødre modsætter sig. Idas mor, der flere gange indlægges på Oringe Sindssygehospital, nægter at slippe taget i datteren. Svigermoren, den formuende Frederikke Hammershøi, har fra fødslen dyrket Vilhelm som et vidunderbarn, og hun ser Ida som en forhindring for sønnens malerkarriere.
Fra artiklenMaleriet "Kvinde set fra ryggen" trak paralleller til Jesper Wung-Sungs eget liv, så han følte, at han måtte skrive historien. Fordi det at leve med en kunstner kræver sin kvinde.
Også i det københavnske kunstmiljø, hvor den fåmælte Vilhelm Hammershøi regnes for en ener, vækker forlovelsen forundring. På usikre fødder træder Ida ind i en ukendt verden af museer, kunstnerkredse og udenlandsrejser. Hun følger sin mand i tykt og tyndt, mens han fortsætter med at male billeder, som kun en snæver kreds af mennesker forstår og værdsætter.
Parret rejser efter motiver. De flytter ind i gamle lejligheder, der kan tjene som rum for malerierne. Ida er gift med et menneske, der kun vil én ting her i tilværelsen: at male. Hun bliver Vilhelms livsledsagerske og foretrukne model.
Et liv i rygvendt tosomhed
I maleri efter maleri, år efter år, står og sidder hun model for sin mand. Ida slås med sin rolle og sit sind. Indimellem må hun få luft ved at råbe højt og lade porcelænet flyve gennem de tomme stuer. Derefter står hun igen ubevægelig som model.
Portrætterne af en rygvendt kvinde med blottet nakke i et tomt rum bliver Vilhelm Hammershøis mest yndede og berømte motiv.
Han oplever en stigende anerkendelse og popularitet frem mod sin tidlige død i 1916, og det maleriske tema varieres gang på gang med Ida som den tålmodige genstand anbragt inden for kridtstregerne på gulvet - et liv i rygvendt tosomhed.
Om forfatteren
Jesper Wung-Sung (f. 1971), bosat i Svendborg, debuterede i 1998 med novellesamlingen ”To ryk og en aflevering”, som blev tildelt Bogforums Debutantpris.
Han har siden skrevet en lang række bøger for børn, unge og voksne, der er oversat til adskillige sprog, filmatiseret og dramatiseret.
Jesper Wung-Sung har for sine værker blandt andet modtaget Det Danske Akademis Silas-prisen, Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomsbøger og Danmarks Skolebibliotekarers børnebogpris.
Romanen ”En anden gren” indbragte ham De Gyldne Laurbær i 2017.