Svendborg: Under coronanedlukningen har landets 67 Kvickly-varehuse haft et større salg af nonfood (ikke-dagligvarer) end normalt. Overskuddet af det ekstra salg i januar og februar 2021 vil Kvickly nu bruge til lokal markedsføring af specialbutikkerne for at skabe ekstra liv i detailhandlen.
- Vi går ind for sund konkurrence, men lige nu kan vi sælge varer, som vores naboer i specialbutikkerne ikke kan, siger varehuschef Torben Astrup, Kvickly i Svendborg Storcenter, i en pressemeddelelse.
- Vi ønsker at være en del af et levende handelsmiljø, og det kræver levende specialbutikker - og vi ønsker at være gode naboer.
- For at sikre, at der også i fremtiden er liv, hvor vi ligger, vil vi bruge overskuddet af vores ekstra salg til markedsføring af vores naboer, specialbutikkerne; alle dem, som lige nu er lukkede. Det er til fælles gavn, supplerer varehuschef Søren Friis, Kvickly i Gerritsgade.
Kvickly kender ikke det præcise tal af donationen, som afhænger af, hvor længe nedlukningen varer. Men åbnes butikkerne igen 1. marts vil der være tale om et beløb i størrelsesorden 100.000 kroner pr. varehus i Svendborg.
På landsplan vil Kvickly donere i størrelsesorden 7-10 millioner kroner.
Hvordan støtten og markedsføringen konkret bliver, vil blive bestemt lokalt af varehuscheferne i dialog med de enkelte handelsstandsforeninger.
- Men det kan være i form af annoncering i lokalaviserne, events i de enkelte byer og fremstød på de sociale medier. Blot formålet er at få liv i handelen og byerne igen, siger Torben Astrup og Søren Friis.