Annonce
Ugeavisen Svendborg

Læge og præst skriver bog om "PsykiaTro"

Poul Henning Krog har skrevet en ny bog, der hedder "PsykiaTro". Han er både psykiater og præst. Foto: David Løssing Bernicken
Poul Henning Krog, læge og frikirkepræst, udkommer med bog, hvor videnskab og tro optræder side om side.

Svendborg: Poul Henning Krog, læge og frikirkepræst i Svendborg, har skrevet bogen "PsykiaTro"med undertitlen ”Lægepræsten om håb, heling og horisont”.

Poul Henning Krog har tilbragt mere end halvdelen af sit liv på Sydfyn, og han har med sin medarbejder Sofie Ankeraa fundet 16 lokale ”icebreakers”, som er optakten til de 16 kapitler i bogen. Det kan være en for de fleste ukendt historie om Anna og A.P. Møllers hus. Det kan være om et af H.C. Andersens besøg på Valdemars Slot og sejlads på Danmarks Donau - Svendborg Sund. Det kan være om Niels Bukh, grundlæggeren af Ollerup Gymnastikhøjskole eller digteren Johannes Jørgensen eller…

Der er normalt ikke muligt at sætte sig imellem to stole, videnskaben og troen, men det er imidlertid, hvad bogen forsøger.

- Interessen og hjertet for videnskab, psykologi og psykiatri bliver her kombineret med den kristne tro. Kort sagt det bedst fra to forskellige verdener. Ja, egentlig, hvorfor ikke? Bogen kan læses af alle, og for sundhedsansatte giver bogen også en dybere forståelse for de patienter, der har en tro eller kæmper med tro og eksistentielle emner, fortæller Poul Henning Krog i en pressemeddelelse.

Annonce

En usædvanlig bog

Bogen er i farver, og grafiker Bolette Ankeraa har illustreret og formået i layout at højne både poesi og systematik.

- Billedligt talt er mennesket som et hus med kælder og 1. sal. Mit ærinde er, at de mørke og larmende følelser, tanker og oplevelser i kælderen kan forstumme, så hjertevarmen i stueplan kan brænde og visionen fra kvistvinduet på 1. sal lyse op. Denne bog er et håb om bidrag hertil, siger Poul Henning Krog, der arbejder lokalt som læge på en psykiatrisk afdeling og præst i frikirken i Svendborg.

Bogen forhandles af  Bog og Idé i Svendborg.

- Det er ikke så let at få bogen placeret på hylderne. Skal den stå under "religion", "psykologi" eller "krop og sind"? Vi er endt om med, at bogen skal stå under "krop og sind", siger Poul Henning Krog.

På bogens bagside bringes en udtalelse fra professor ved Syddansk Universitet, Niels Christian Hvidt: ”En usædvanlig og sjælden bog om kombinationen af videnskab, psyke og personlig tro. Læseren udfordres, opmuntres og beriges af lægepræstens mange vinkler, ærlighed og munterhed. Jeg kan på det varmeste anbefale bogen til personlig brug og til interesserede grupper i både kirker og sundhedsvæsen.”

Bogen er på 352 sider og koster 249 kroner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Tidsrejsende tour de force: På en enkelt dag viser Svendborg Museum gymnasieelever vej gennem 800 års lokalhistorie

Annonce