Svendborg: I løbet af efteråret har vi her i Ugeavisen Svendborg haft fokus på tatoveringer, og i den forbindelse havde vi også lavet en lille konkurrence, hvor vores tatoverede læsere ved at indsende et foto af deres tusch(er) kunne vinde gavekort på 2500 kroner til henholdsvis Lowkey Tattoo, Abildvej 5E, og Oceans Ink, Møllergade 65.
Vores serie, "Under huden", er nu slut, og vi har her i spalterne vist mange af læsernes tatoveringer - tusind tak for alle bidrag. Vi har nu ved lodtrækning fundet de to heldige vindere, som har fået deres præmier overrakt.
Line Johansson, 24 år, bosat i Svendborg og sygeplejerskestuderende, vandt gavekortet til Oceans Ink.
- Det er bare den bedste julegave, jeg kunne få, jublede Line, da hun fik beskeden.
- Og jeg ved lige præcis, hvad pengene skal bruges til. Jeg skal lige under brystet have en såkaldt Underboob Tattoo i form af en Mandala-tatovering, og det er heldigvis en teknik, som Oceans Ink mestrer, fortæller Line, som fik sin første tatovering som 18-årig - og til avisen havde indsendt et foto af sit tatoverede højre ben. Den store tatovering er dog ikke lavet helt færdig endnu.
Gavekortet til Lowkey Tattoo blev vundet af Christoffer (kaldet Stoffer) Rene, ligeledes 24 år og fra Vester Skerninge. Han arbejder til daglig som mekaniker i Odense.
- Det passer som fod i hose, for jeg bruger stort set altid Lowkey, og så kan jeg endelig få lavet de store tatoveringer på mine ben helt færdige, fortæller Stoffer, som fik sin første tatovering, da han var 17 år.