Annonce
Ugeavisen Svendborg

Naturklummen: Fugletur i Sortemosen

Der er offentlig adgang til fugletårnet på nordsiden af Sortemosen. Det våde område tiltrækker svaner, gæs, ænder, blishøns, rovfugle mm. Foto: Ian Heilmann
Annonce

I denne tid med mange oversvømmede lavbundsjorde i landskabet skiller Sortemosen nord for Svendborg sig ikke synderligt ud. Men området har i en årrække haft status som ”våd med vilje”. I gammel tid var der her kær og enge; siden blev der drænet og drevet landbrug, og så, i 2007, blev området forsøgt tilbageført til fordums våde tilstand, som led i Vandmiljøplan II. Det skete med henblik på at tilbageholde kvælstof og samtidig give et løft til fauna og flora.

Men at genskabe artsrig våd natur fra lavtliggende marker sker ikke lige med et fingerknips. Efter en ofte flyvende start de første år med god vandkvalitet og nye svømmefugle, har algevækst og grøde det med at sætte sig igennem og skrue ned for de gode takter. Fugle er der som regel, i forskelligt udvalg, men ikke så mange blandt dem, man ville have truffet på for hundrede år siden.

For en uges tid siden gav et par timers fugletur i og omkring Sortemosen et bemærkelsesværdigt afkast. Det var en heldig dag: tørvejr og lunt, jævn vind og tilmed nogle solstrejf. Flere af turens fuglearter ville have vagt stor opsigt for bare halvtreds år siden. Over vejen vest for Lakkendrup holdt tre røde glenter flyveøvelser i god højde – med deres drejelige fiskehaler og bøjelige vinger skiftede flugtbilledet hele tiden i den gode vind.

Fra turen langs markskel og elhegn ned mod fugletårnet kunne man se et hold sølvmåger i luften være stærkt utilfredse med en meget stor og mørk fugl med enorme vinger. Det var en havørn, som med rolige vingeslag snart besluttede at lægge afstand til sine plageånder og sejle mod vest - mørk hale og spættet fjerdragt afslørede, at det var en ungfugl. Så begyndte en gjaldene koncert af både klangfulde og gurglende råb ovre fra den modsatte side af mosen. Med teleskopet foldet ud på fugletårnets kommandobro kunne man nu nyde synet af et par traner, givetvis det lokale ynglepar, stoltserende på høje sorte ben og med hals og næb i vejret syngende deres kærlighedsduet.

Spændende nok med dette udbud af store, markante og halvsjældne fuglearter - men man savnede til gengæld stemmerne fra de almindeligheder, som desværre ikke er så almindelige mere: vibeskrig og lærkesang. Gulspurv og tornirisk i hegnene var heller ikke hjemme den dag.

Artslisten blev rundet af med en trestjernet sjældenhed: en kohejre. Den har rent faktisk tilbragt det meste af vinteren i Sortemosen, og tro mod sit navn holder den til blandt en flok kreaturer på et engstykke. Det er en fugl, som man ellers skal et par tusind kilometer sydpå for at møde. Kohejren er kun halv så stor som vores hjemlige grå fiskehejre, og så er den helt overvejende hvid. Noget så usædvanligt som en overvintrende kohejre i Danmark er blandt de mange tegn på, at klimaet er under hastig forandring.

En anden hvid hejreart fra syd, den store og smukke sølvhejre, er kommet hertil i pæne antal, og er endda begyndt at yngle herhjemme. Den er allerede blevet et fast indslag i mange vådområder.

Efterbilledet af fugleturen peger på den mere generelle tendens, at visse førhen fåtallige fuglearter bliver mere almindelige, medens mange førhen almindelige fugle i hverdagsnaturen er blevet mere fåtallige. Den lidt nedslående bundlinje er, at fuglenes samlede antal falder.

Ikke ligefrem et mesterskud af en kohejre – men autentisk fra Sortemosen. Den lille, hvide hejreart fra Sydeuropa er på sensationel vinterferie i det sydfynske. Gult næb og fyldige fjer under hagen er artstypisk. Foto: Ian Heilmann
til byline foto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Ny bykunst i gaderne

Annonce