Det er sandsynligvis børn, der i tidernes morgen har fundet på navnet ”smørblomst” – en blomst, hvis gule farve jo synes at være smurt ekstra tykt på.
Smørblomst er en gængs fællesbetegnelse for en lang række gule arter tilhørende ranunkel-familien, en plantefamilie med mange velkendte og folkekære repræsentanter. Her vel inde i maj har det tidlige forårs gule eksplosion af den lille, allestedsnærværende og glinsende-gule Vorterod takket af. Det har også Gul anemone, som i de fede sydfynske skovbunde hist og her gør sig gældende som små, indvævede mat-gule felter i tæpperne af dens altdominerende hvide fætter. Nu har skyggen fra skovens løvspring så lukket aprils anemonefest ned.
Men på mere åbent terræn er det nu og i de kommende måneder fortsat smørblomsthøjtid. Meget almindelig er Bidende ranunkel, som trods navnet slet ikke er kødædende. Den findes på fugtig bund, også i krat og åben skov. Ligeså almindelig, men mindre synlig, er Lav ranunkel, med sine nedliggende stængler. Sjældnere er Knold-ranunkel, med de nedadbøjede bægerblade lige under smørblomstens bund - den kræver tørt overdrev og græsland, fri for gødskning. Den står ofte i selskab med den hvide Kornet stenbræk, bl.a. på Thurø Rev. Og listen af gule arter i den slægt er lang.
Endnu mere prangende gule familiemedlemmer kan man finde på våd bund. Eng-kabbeleje står i kanten af vandløb og grøfter, i kildevæld og ellesumpe. Allerede på afstand lyser de store blomster op som glaserede gule tekopper, dækket op i lysegrønt løv af smukt hjerteformede blade. Eng-kabbelejen er tilmed almindelig.
Men den fedeste af alle smørblomster er nok engblommen - med blomster som store smørkugler til risengrød. På en lang, elegant stængel sidder dens enlige blomsterhoved med sine kronblade foldet sammen til en lukket, hul bold, som i midten gemmer på støvveje og -knapper. Der er tale om et smukt eksempel på æoners gensidige evolution mellem blomsterplante og bestøver.
Engblommen kan kun bestøves af en enkelt insektart, den lille engblommeflue, eneste insekt, som sammen med blomsten har udviklet sig til at kunne finde vej gennem skjoldet af kronblade – og som på sin side kun bryder sig om engblommen. De to arter er således kritisk afhængige af hinanden, og herhjemme går det desværre den gale vej for begge. På Fyn har engblommen nu kun en håndfuld voksesteder tilbage, hver med små og sårbare bestande – og ingen på Sydfyn.
Men hvad så med Smørmosen på Thurøs østkyst? For hundrede år var det en afgræsset, våd eng, i forsommeren gul af smørblomster, inklusive de fede arter. Blandt gumlende kvier kunne en begejstret botaniker her vade rundt i timevis, med lup, notesblok og botaniserkasse. Siden blev der i udviklingens navn lagt drænrør - og campingplads, øltelte og minigolf definerer i dag et andet slags paradis.