Annonce
Ugeavisen Svendborg

Noget på Hjerte: - Jeg vil række ud og være sårbar

June Pedersen, klummeskribent i Ugeavisen Svendborg. Pr-foto

For nogle uger siden mødte jeg et drivhus. Eller faktisk mødte jeg to drivhuse. Det første kunne jeg få gratis for at pille det ned. Det sagde jeg ja tak til - det var jo umiddelbart en god aftale!

Lige indtil det viste sig, at samtlige glas var limet fast med silikone. Efter at have bikset med det i et par timer gav jeg op, pakkede sammen og gik ind og bankede på hos de venlige mennesker og sagde. ”Jeg giver op. Det er simpelthen for stor en mundfuld for mig. Jeg håber, at I finder nogen andre at give det til”.

Så satte jeg mig i bilen sammen med min voksne datter, og kørte hjem.
Samme aften talte jeg med min meget gode ven, som sagde, at jeg måtte få hans drivhus i stedet. Det var både nyere og bedre - og glassene var ikke sat fast med silikone!

Annonce

Vi hjalpes ad med at skille det, og transportere det hjem.

Så lå det der som et kæmpestort Technics-samlesæt i min have og ventede på mildere vejr … og hjælpende hænder. Flere hænder!

I forrige weekend kom min familie og hjalp mig med det. Vi satte det op – sammen.

Engang havde jeg travlt med at kunne alting selv. Brug for ikke at have brug for nogen. Engang.
Men ved du hvad?

Jeg VIL ikke kunne alting selv. Jeg VIL ikke kunne undvære alle mennesker i mit liv.

Jeg VIL ikke bevise at jeg kan knokle til jeg segner, bare for ikke at give op.

Jeg vil gerne give op nogle gange. Jeg vil gerne sige stop, når der er noget, som rækker ud over mine evner og mine kræfter. Erkende mine begrænsninger.


Måske er det på tide at vi hjælpes ad med at væve livets store gobelin. At vi spænder trådene ud i mellem os, også selvom vi ikke altid forstår andre mennesker, eller synes at vi da bestemt er mere oplyste end de er …

June Pedersen


Jeg vil have brug for de mennesker der er i mit liv. Jeg vil ikke have lyst til at kunne undvære dem.

Jeg har brug for, at have brug for mennesker i mit liv. Jo vist kan jeg da stå på mine egne ben og alt muligt.

Men jeg vil have lov til at have brug for andre mennesker.

Jeg vil række ud efter dem og være sårbar. Jeg vil blotte mig og vise min svaghed.

Jeg vil være menneske sammen med dem. Jeg vil spørge dem til råds og lytte til det, de siger.

Jeg vil tage imod det de giver mig.

I mange år har devisen været, at vi skal udvikle os selv og vi skal tage os selv alvorligt.

Vi skal være selvstændige og individuelle. Vi skal sige fra og ikke finde os i noget.

Vi skal alt muligt som mest af alt er med til at skabe afstand og ensomhed. Misforståelser og fravær.

Vi skal selvfølgelig tage ansvar for os selv – alle sammen. Hver især. Ud af offerrollerne og selvretfærdigheden.

Ud af afhængigheden af andre, som ender med at blive til misbrug.

Men måske er det tid til at vi igen vender næsen udad. At vi tager fællesskabet seriøst. At vi tager ansvar for hinanden.

At vi hjælpes ad. Med drivhuse og børnepasning og gode råd.

Med skuldre at græde ud ved, oprydning i kælderen og med at finde glæden ved livet. Måske er det på tide at vi hjælpes ad med at væve livets store gobelin. At vi spænder trådene ud i mellem os, også selvom vi ikke altid forstår andre mennesker, eller synes at vi da bestemt er mere oplyste end de er …

Jeg er så velsignet, at jeg ikke kan alting selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Sølv til Magnus

Annonce