Annonce
Ugeavisen Svendborg

Noget på hjerte: Ridderlighed, svaner og unge kvinder

Vagn Remme. Pr-foto
Annonce

Den 18. april blev en af da dage, jeg kommer til at huske.

Vi er dybt inde i Corona-tiden. Samfundet er lukket godt og grundigt ned. Alligevel er det lykkedes mig og min ven at købe et par flasker rødvin. Solen skinner, vi går ned til en af søerne i Sorø, finder en bådebro, noget læ og et solstrejf. Her læser vi digte op for hinanden, og helst jo nogen vi selv har skrevet om tiden her i coronaland, og som vi glæder os til at udgive sammen; og det hele går sådan set rigtig godt, og solen går ned, og rødvinen bliver drukket, og digtene bliver bedre, og min ven går ud for at tisse i vandet, en af de ældste olympiske discipliner, og han skvatter i vandet og… jeg hører det, men tænker egentlig ikke videre over det, jeg mener, der er en halv meter vand, max en meter, min ven er 198 centimeter høj, han kommer vel bare tilbage, men der kommer mere plasken fra ham, og så hører jeg jo efter og går ud på broen, lyser ud i vandet og han famler sig frem efter lyset på mobilen.

Jeg beder ham som den voksne, jeg er, om at støde fra på bunden og komme op på broen, eller bare som det mindste, at gå ind til bredden og gå i land, men han hægter sig fast til en af de stolper, som broen står på, og han kan ikke holde fast ser jeg, han glider ligesom ned i vandet, og kun ansigtet er over vand, jeg tager fat i nakkehårene og trækker ham om på siden af broen, og så går det op for mig, hvad der er ved at ske, og så bliver der givet ordre til højre og venstre, én bevægelse ad gangen, din hånd her, nej, ikke tag fat i mit ben, jeg kan ikke bunde, jeg kan ikke bunde, koncentrer dig, og så ligger jeg mig ned på broen, kan tage fat i den modsatte kant - og med den anden hånd tager jeg fat i hans bælte og med alle de kræfter jeg har får jeg trukket de godt hundrede kilo på broen.

Fuck! Et par idioter vi er.

Og hotellerne er lukket, og vi er ude midt i ingenting, muligvis er vi i Sorø, men efter mørkets frembrud er Sorø væk, og vi må ikke gå ind til nogen. Så jeg ringer hundrede og tolv. Jeg får at vide, at jeg skal trække af mit tøj og give det til min ven, nej du skal give ham det på, får jeg at vide. Okay, så, der står jeg, i underbukser med en nedkølet ven og en ambulance på vej og min ven, der taler i tåger om svaner og unge kvinder.

Falckfolkene kommer, er effektive og dygtige, ingen er i livsfare. Okay. Ingen har brækket noget. Måske lidt for festligt, smiler de og jeg, der tuder i en blanding af forskrækkelse og raseri. Der er ingen grund til at kører ham på sygehuset, siger de. Okay. Så vi bliver kørt til stationen, hvor vi kan tage det næste tog hjem til Fyn.

Jeg troede jeg skulle dø, siger min ven, jeg troede jeg skulle dø. Og jeg er ved at dø, synes jeg og må forklare hvorfor jeg kun har underbukser på til konduktøren, der opgiver at give mig en bøde, ikke engang det kan jeg gøre rigtigt i dag.

Og så sidder jeg her, i toget til Svendborg, jeg har liget reddet et liv, og det føles som … ingenting, eller som tomhed, eller som min mor siger det, da jeg et par dage senere fortæller hende det, det er der jo ingen grund til at kvadrer så meget op om. Men jeg har ofte forestillet mig, hvor heroisk det ville føles, hvilken ridderlighed der ville være over det, hvor ren i hjertet det ville føles, men det gjorde det ikke, det var mest følelsen af at være til besvær!

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Svendborg

Sjælen hænger fast

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Kunstner viser rundt

Ugeavisen Svendborg

Bo banker rusten af

Annonce