Annonce
Ugeavisen Svendborg

Noget på Hjerte: Samme dag, i ny forklædning

Annonce

Har du sat dig nogle nytårsforsæt for i år?

Jeg gør det altid selv, men uanset, hvor højt jeg har hoppet ned fra sofaen, så har de det desværre med ikke at blive udført. Jeg har endnu ikke fået strikket mig en Anna og Lotte halsedisse, kommet i god form eller genoplivet David Bowie. Jeg forstår egentlig ikke helt, hvorfor jeg atter lytter til min indre Jakob Kjeldbjerg med ordene: "I år bliver det endnu vildere!", for året kan jo næsten kun blive antiklimatisk, hvis jeg ikke snart tager mig sammen.

Vi fejrer nytårsaften, som var det et magisk overgangsritual; Ifører os vildt tøj og glimmer, men der kommer stadig ingen klokkeblomst og reducerer tyngdekraften, når vi hopper ind i det nye år og skåler i champagne. Jeg kender selv til følelsen af at vågne op med slemme tømmermænd og have det som om, at hele året i virkeligheden var en bommert. Men uanset, hvor stor en bommert det var, så lader den alligevel ikke til at kunne kureres med frysepizza og kold Coca Cola.

Det er underligt, hvordan så mange mennesker på et tidspunkt stopper med at tro på julemanden, men alligevel op til nytår skriver sig selv en uofficiel ønskeliste og tænker, at den på magisk vis kommer til at gå i opfyldelse.  For jeg tror af og til, at der skal assistance fra de højere magter, før jeg rent faktisk udfører mine mål.

Jeg har ikke lyst til at nærme mig corona, hverken i det virkelige liv, eller i denne tekst, men én ting må jeg nu alligevel drøfte: nemlig vores tilgang til corona, i forhold til at det nu er et nyt år. Jeg har hørt så mange sige, at det nok skal blive bedre i 2021, hvilket de sikkert også har ret i. Men verden fungerer jo i visse tilfælde som en Netflix-serie; Man troede lige at alt var afsluttet, men alligevel kommer der en sæson to.

“New Year, new me”, valgte denne virus også at sige, da den traf beslutningen om at mutere sig. Så Gud bevare Danmark. Det går heldigvis i den bedre retning, men problemer går generelt ikke væk, hvis man bare propper dem i en anden kasse; 2021. Det er stadig den gamle Ronni, bare i ny forklædning. Ham gider vi endnu ikke at snakke med.

Det er kommet mig til øre, at nytårsforsæt faktisk udføres i praksis af en stor del mennesker, heriblandt min søster, som aldrig havde troet, at hun skulle starte året med at løbe 10 kilometer, men alligevel gjorde det.

Jeg tænkte at nytårs-julemanden alligevel fandtes, men at jeg åbenbart ikke havde været god nok til, at mine ben skulle udføre den slags aktiv handling. Respekt til min søster, men jeg var nu lidt misundelig. Derfor delte jeg mine frustrationer med et par venner, som satte mig i en mildere pinlig situation: Jeg fandt ud af, at jeg nok altid har misforstået begrebet “nytårsforsæt”.

Jeg har altid tænkt, at man blot håbede på, at de ting ville ske, men det viser sig, at definitionen er anderledes udbredt. Nytårsforsæt er beslutninger man tager i forbindelse med overgangen til et nyt år, og altså ikke bare noget man sidder og venter på.

Så måske vi alle bare skulle tage os sammen - og så få strikket den halsedisse.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce