Annonce
Ugeavisen Svendborg

Ny roman vil diskutere det at være ung i dag - med ungdommen selv

Jan Maintz, gymnasielærer og forfatter, har skrevet bog om ungdomslivet. Privatfoto
Jan Maintz, gymnasielærer og forfatter, bosat på Sydfyn, skriver ungdomsroman, der vil tage de unge menneskers egne perspektiver alvorligt.
Annonce

Svendborg: Forfatteren og gymnasielæreren Jan Maintz (39 år), der er født og opvokset i Svendborg og nu tilbage på Sydfyn (Thurø) efter 11 år i Aarhus og syv år i hovedstaden, har for nylig udgivet ungdomsromanen "Anton & Ida", som er skrevet i samarbejde med Trine Juul, ligeledes gymnasielærer.

- Når ungdommen debatteres, er det ofte voksne, der står for det, og det bliver tit til en kritisk eller belærende tale til de unge. Det er et problem, mener de to gymnasielærere.

Derfor vil de med "Anton & Ida" bruge litteraturen til at skabe en mere åben samtale og få de unge selv til at reflektere og tale med.

- Den gode samtale om ungdommens liv og vilkår trænger til at være med ungdommen. Vi bliver nødt til at tage de unge menneskers egne perspektiver alvorligt og i det hele taget føre en mere åben samtale om et vanvittigt komplekst emne, siger Jan Maintz i en pressemeddelelse om noget af baggrunden for bogen, der er udkommet på Byens Forlag.

Retningsløshed, præstationsræs, bestemte ensidige forestillinger om det gode liv, autoriteters betydning og spørgsmålet om, hvor man kan finde livsmening i dag, er nogle af de temaer, forfatterne tager fat på i romanen, hvor både samfundsmæssige og eksistentielle spørgsmål trænger sig på.

De to forfattere ved, hvad de taler om, for som gymnasielærere har de en helt særlig adgang til ungdommen. En adgang og erfaring, som de gerne vil bruge til at anspore til en bedre fælles samtale om og refleksion over nogle af aspekterne og problemerne ved vores samfund og ungdomsliv i dag. Og det vil de gøre gennem litteraturen.

I "Anton & Ida" følger vi de to hovedpersoner i gymnasietiden, hvor der opstår et helt særligt bånd mellem dem. Anton og Ida er smukke, begavede, vilde med hinanden og med sex, fester, litteratur og gymnasielivets store erkendelser.

Kort om Jan Maintz

Jan Maintz er født i 1979 i Svendborg - og efter 18 år i Aarhus og København igen bosat på Sydfyn med sin familie.

Han har studeret nordisk sprog og litteratur, filosofi og samfundsfag ved Aarhus Universitet. Han har udgivet debatbogen "Kan du være mere konkret? Om samtalens død i dansk politik" (2014), bøger til undervisning i gymnasiet og har i en årrække skrevet for Dagbladet Information om filosofi, litteratur og samfund.

"Anton og Ida" er hans debut som ungdomsromanforfatter.

Til november udkommer han sammen med litteraturprofessor Henrik Skov Nielsen og adjunkt Simona Zetterberg med bogen "Fiktionalitet i litteratur, sprog og medier".

Annonce

En bog uden moralisering

Gymnasielivet løfter dem, følelserne er store og lykken overvældende. Men den er også skrøbelig, og livets barske sider lurer lige om hjørnet. Det er en fortælling om det at være ung i dag og om de eksistentielle og sociale problemer, der trænger sig på i en ungdomskultur spændt ud mellem åndelig retningsløshed og præstationsræs.

- "Anton & Ida" er dels en fortælling med almengyldige temaer, men vi vil også gerne bruge litteraturen til at tale om de her mere tidsbundne emner, fordi man med litteraturen kan vise noget åbent frem som i ingen anden kommunikationsform. Og også gøre det uden at moralisere. Måske kan vi derved lykkes med at bevæge de unge til videre refleksion og bidrage til en bedre samtale med ungdommen den vej rundt, siger forfatterne.

Et af bogens særlige greb er brugen af anden litteratur. F.eks. er der tekststykker af Tom Kristensen, Tove Ditlevsen, Shakespeare, Karen Blixen, Kim Larsen, Karl Ove Knausgård, Pink Floyd og Guns N' Roses.

- Hensigten er bl.a. at give romanens temaer ekstra dybde og at lade de unge møde god litteratur og i sammenhæng med romanens plot udnytte, at litteraturen kan røre os, tale klogt til os og være et lys, vi kan forstå vores eget liv i, forklarer Jan Maintz i pressemeddelelsen.

I bogen indgår i øvrigt også Thurø og Tom Kristensen - og kirkegården på Thurø omtales som meget, meget smuk, en lille hilsen og hyldest til Thurø og Sydfyn fra forfatteren.

Bogens forside.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Morgenyoga på Bølgen

Annonce