Annonce
Ugeavisen Svendborg

Nyt i Svendborg: Pizza fra en ægte italiensk stenovn

Fatih Akcan klar til at sætte en pizza ind i stenovnen. Foto: Michael Thorbjørnsen
Svendborg Stenovnspizza & Steakhouse er for nylig åbnet i Vestergade 78 med et velassorterede menukort og 36 siddepladser
Annonce

Svendborg: Så vidt vides har Svendborg nu fået sit første pizzaria, hvor maden tilberedes i en ægte italiensk stenovn. Svendborg Stenovnspizza & Steakhouse åbnede kort før nytår i Vestergade 78, hvor Shell tidligere har haft en servicestation, og hvor der senest har været salg af dansk fastfood.

Det er 36-årige Fatih Akcan, der bestyrer den to meter høje og to meter brede stenovn, som kan rumme op til 12 pizzaer på én gang.

- Når vi bruger udtrykket "ægte italiensk stenovn" betyder det, at ovnen, som pizzaen bages på opvarmes 100 procent af træ, ikke noget med at bruge gas eller andre opvarmningskilder. Det er den rigtige traditionelle måde at lave pizza på, og resultatet er ikke til at tage fejl af. Det er bare lækkert, mener Fatih Akcan, som tilføjer, at ovnen kan opnå en temperatur på 350 grader.

- Pizzaer bagt i stenovn opnår en helt anden og ganske særlig sprødhed, og da ovnen er med til at stege fedtet væk, ligger pizzaen ikke så tungt i maven efterfølgende, forklarer Fatih Akcan.

Stenovnen har Fatih Akcan, der har tyrkiske rødder, købt i Italien, men på grund af størrelsen er den samlet i køkkenet i Vestergade 78.

- Ovnen er en del dyrere end de almindelige pizzaovne og også lidt dyrere i drift, men det er investeringen værd. Jeg har tidligere stået bag andre pizzeriaer i Jylland med stenovn, og stort set alle steder har kunderne været ret begejstrede for maden, siger han.

Svendborg Stenovnspizza & Steakhouse har plads til 36 siddende gæster, men maden kan også tages med som take-away. Foto: Michael Thorbjørnsen
Annonce

Vokset op med pizza

Fatih Akcan er vokset op med pizzaer. Hans far var for 40 år siden en af de første til at åbne pizzaria i Jylland, og Fatih Akcan begyndte allerede at hjælpe sin far i køkkenet som 16-årig og har siden været i branchen. Han har gennem årene været med til at åbne flere pizzeriaer med stenovn.

Fatih Akcan kommer senest fra et pizzaria i Holstebro, men flyttede i 2019 med sin kone og to børn fra Jylland til Odense, hvor det meste af svigerfamilien bor.

- Min svoger åbnede for nogle år siden et stenovnspizzaria i Kerteminde. Den blev en så stor en succes, at han i dag har fire restauranter på Fyn, og nu synes jeg så, at det var Svendborgs tur til at kunne købe og nyde den, siger han.

Svendborg Stenovnspizza & Steakhouse, som har ikke færre end 100 forskellige pizzaer på menukortet, herunder pizzaer til veganere, har åbent hver dag fra 15-21.30, og der er ingen udbringning.

- En stenovnspizza skal helst nydes helt varm, sprød og frisk, for bliver den blød i bunden ved længere transport forsvinder den gode oplevelse, begrunder Fatih Akcan.

Pizzaen kan altså tages med som take-away eller nydes i restauranten, hvor der er indrettet 36 siddepladser.

Udover pizza finder man også diverse grillretter med oksemørbrad og kylling, burgere, pastararetter, durumruller og salater på det velassorterede menukort.

- Jeg forventer snart at få en alkoholbevilling, så jeg i vores restaurant også kan servere både øl og vin, slutter Fatih Akcan.

Fatih Akcan foran Svendborg Stenovnspizza & Steakhouse, som er åbnet i Vestergade. Foto: Michael Thorbjørnsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Svendborg

Sjælen hænger fast

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Kunstner viser rundt

Ugeavisen Svendborg

Bo banker rusten af

Annonce