Annonce
Ugeavisen Svendborg

Rottefælde med afstand og uden det platte

De medvirkende i årets revy er Rikke Hvidbjerg, Mikkel Schrøder, Joachim Knop og Jan Schou. Pr-foto
Årets Rottefælde-revy byder på flere nyheder, der gør alle gæster mere trygge i coronatiden. Udover at flytte forestillingerne til Svendborg Teater er den klassiske revyplatte i år blevet til det helt store nummer.

Svendborg: Der bliver endnu mere plads til de store grin i Rottefælden 2021. I år rykker hele revyen som tidligere omtalt fra de traditionelle rammer på Caroline Amalie Vej til det gamle, hyggelige og stilfulde Svendborg Teater, hvor der er masser af plads, så det eneste, der smitter, er latteren.

- Af hensyn til vores gæster, som vi passer godt på, flytter vi ind i teatret. Her kan vi nemlig holde en coronasikker afstand og kigge i samme retning. Rottefælden er desværre for lille til det, og derfor har vi valgt at flytte produktionen i år, forklarer revydirektør Pia Ullehus.

Hun krydser nu fingre for, at coronasituationen fortsætter den positive udvikling, og at revyen og det øvrige kulturliv som annonceret bliver en del af genåbningen i løbet af det sene forår.

- Det vil overhovedet ikke være til at bære med en ny nedlukning, for 2020 har nok været et af mine værste år nogensinde. For mig var det et stort psykisk pres for et år siden ikke at vide om vi måtte spiller eller ej - og da vi så fik forbud, måtte vi jo aflyse alt, hvad vi havde gået og forberedt.

2020 var et af de værste år i revydiretør Pia Ullehus' liv - nu håber hun, at revysommeren 2021 bliver uden for mange forhindringer. Pr-foto

- Efterfølgende har jeg og min revisor brugt meget tid og mange ressourcer på at søge diverse kompensationsordninger, og det har også været en belastende proces, for jeg har jo ikke vidst, hvor meget virksomheden kunne få, og hvad vi fremadrettet havde af midler at arbejde med, siger Pia Ullehus.

Smilet og grinet skal tilbage

Heldigvis er der nu kommet penge ind på kontoen, men et seks-cifret underskud i 2020-sæsonen var uundgåeligt.

- Nu må vi op på hesten igen, håbe det bedste og ikke mindst give folk smilet og grinet tilbage, for det har vi godt nok savnet i de seneste år, siger revydirektøren.


- Det vil overhovedet ikke være til at bære med en ny nedlukning, for 2020 har nok været et af mine værste år nogensinde. For mig var det et stort psykisk pres for et år siden ikke at vide om vi måtte spiller eller ej - og da vi så fik forbud, måtte vi jo aflyse alt, hvad vi havde gået og forberedt.

Pia Ullehus, revydirektør


Hun fortæller, at der fra myndighedernes side endnu ikke er kommet specifikke retningslinjer og anbefalinger vedrørende genåbningen i kulturlivet, og at hun derfor har valgt samme løsning, som man brugte i starten af coronakrisen for et år siden.

- Vi reserverer et tomt sæde mellem hver gruppe af gæster, så man ikke sidder for tæt. Det betyder, at der vil være plads til 280 gæster til årets forestillinger. I teatret på Caroline Amalie Vej er der plads til 252 - og her sidder man tæt skulder ved skulder.

Jan Schou er selvfølgelig med i årets Rottefælde-revy, men han skal vænne sig til en ny scene, da revyen flytter til Svendborg Teater. Om den gode Jan Schou træder op som ex-præsident Donald Trump - som her i 2019-udgaven -  står hen i det uvisse. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær

- Der vil altså i år være god plads mellem folk, så hvis man nogensinde skulle invitere svigermor med, skal det være i år, smiler Pia Ullehus.

Annonce

Hyggen flytter med

De mange elskere af Rottefælden skal i følge Pia Ullehus heller ikke bekymre sig om forestillingen.

- Revyen er stadig tætpakket med gode numre, og alt dét, der i forvejen gør fælden hyggelig, rykker med: lamper, stole, udsmykning, ja, selv Jan Schou er omhyggeligt blevet anbragt i sikker afstand, griner hun.

Derudover består årets hold af Mikkel Schrøder, der er med for anden gang, og debutanterne Joachim Knop, uddannet som sanger på Operaakademiet ved Det Kgl. Teater, og Rikke Hvidbjerg, der er uddannet fra Det danske Musical Akademi og har medvirket i flere musicals i både Sønderborg og Tivoli Revyen.

Instruktøren er også i år Carsten Friis, mens Line Friis, som er uddannet fra Den statslige Balletskole i Warszawa og til daglig underviser på Det Kongelige Teater Balletskole i Odense, er koreograf og sørger for de rette - og ikke for svære - dansetrin til skuespillerne.

Guy Moscoso, Ole Caspersen og ikke mindst kapelmester Jens Krøyer sørger for, at revyorkestret bare spiller.

Holdet er så småt og hver for sig begyndt at lære deres tekster og noder, og man går for alvor i gang med prøverne, når man sidst i april mødes i København. Et par uger før premieren samles holdet så i Svendborg.

Det er gourmetkokken Jakob Hirsch, som i år laver mad til revyens gæster. Arkivfoto: Michael Thorbjørnsen
Annonce

Gourmetkok laver anretning

Og så til det det platte.

Maden og revyplatten er normalt en stor del af revyoplevelsen i Rottefælden,  hvor den indtages på borde foran scenen.

- I år er der dog ikke plads til at pjatte med platten, men naturligvis skal man kunne spise før revyen. I år har vi derfor fået den lokale gourmetkok Jakob Hirsch, tidligere Resumé og Søllerød Kro, og nu indehaver af Spisetid i Svendborg, lov til at revy-vise, hvad han kan. Det sker med en lækker revy-anretning, der serveres og nydes i Borgerforeningen, hvorfra der er direkte adgang til teatret, forklarer Pia Ullehus.

Rottefælden 2021 har premiere torsdag den 3. juni og spiller frem til den 14. august.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Sølv til Magnus

Annonce