Annonce
Ugeavisen Svendborg

Rugby under vand: Verdens mest publikumsfjendtlige sport

Undervandsrugby kan se noget kaotisk ud, men der er selvfølgelig regler i spillet. Foto: Søren Olsen
Selv om du er overvægtig eller har skader, der gør ondt på land, så kan du stadig dyrke undervandsrugby.
Annonce

Svendborg: Undervandsrugby bliver ikke overraskende spillet under vand. Over vand er der ikke meget at se, men bevæger man sig ned under overfladen, udfolder der sig et spektakulært boldspil - det eneste i verden, hvor både spillere og bold bevæger sig frit i tre dimensioner.

- Her bliver spillerne næsten vægtløse, og derfor kan man spille undervandsrugby, selv om man er overvægtig eller har skader, der gør ondt på land, fortæller Lars Axel Andersen, holdleder for uv-rugby i dykkerklubben Dråben i Svendborg.

Rugby under vand er et tredimensionelt spil, hvor man kæmper om en bold under vand, men i uv-rugby kan man hverken løbe, gemme sig eller trække vejret.

- Det kan lyde skræmmende, men det er dog ikke så slemt: Kan man svømme og begå sig i vand, er man velkommen til at komme og prøve at spille uv-rugby. Du låner udstyr af os, og vi garanterer, at du vil enten elske eller hade det, siger Lars Axel Andersen i en pressemeddelelse.

Vi garanterer, at du enten vil elske eller hade undervandsrugby

Lars Axel Andersen, holdleder

Annonce

Jagtet vildt

Dråben træner i svømmehallen på Centrumpladsen tirsdage fra 21-22 og torsdage fra 20.30-22. Klubben har for tiden spillere i alderen 18-65 år.

Spillet kort: I begge sider af svømmehallens dybe ende står der en kurv på bunden, som det modsatte hold forsøger at score mål i. Bolden er en lille plastikfodbold fyldt med saltvand - man kan ikke kaste med bolden, men støde til den. Spillerne er iført badebukser/-dragt, maske, snorkel, svømmefødder og en hætte, der beskytter ørerne.

- Du skal ikke bekymre dig, om der er nogen efter dig, for det er der, siger Lars Axel Andersen.

- For udenforstående ser det ud som om, at der ikke er regler i uv-rugby, men der er regler, selv om spillet kan se noget kaotisk ud. Grundreglen er, at har man bolden, må man angribe modspillerne og score ved at flytte deres målmand og støde bolden i kurven. Omvendt må modspillerne også angribe en, når man har bolden, og man bliver derfor jaget vildt fra det øjeblik, hvor man får bolden.

- Kunsten består i at holde bolden i spil, så modstanderne ikke får den. Samtidig skal bolden spilles frem mod modstandernes mål. Det er ikke let, for undervejs ender spillerne næsten altid med at bryde om bolden med modstanderne, forklarer Lars Axel Andersen.

Annonce

God stemning over og under vandet

Undervandsrugby blev opfundet som undervandspolo i Tyskland i 1960’erne. Det skete som forsøg på at holde sportsdykkere i bedre form, så de havde mindre risiko for at få dykkersyge, når de dykkede med flasker.

Spillet bredte sig til de nordiske lande, som var med til at ændre spillet til uv-rugby og udforme de regler, man spiller efter den dag i dag. Undervandsrugby bliver spillet i det meste af Europa og enkelte lande i Sydamerika og Asien. Danmark har både et herre- og kvindelandshold.

- Den gode stemning i omklædningsrummet og klublokalet gør det ikke mindre interessant at være en del af holdet, tværtimod, slutter Lars Axel Andersen, der kan træffes på 2233 5678, hvis man ønsker at høre mere om sporten og måske har lyst til at spille/svømme med.

Dråben har udstyr, som nybegyndere kan låne. Foto: Søren Olsen
Det lokale hold i undervandsrugby efterlyser nye spiller, der har lyst til at være en del af fællesskabet over og under vand. Foto: Søren Olsen
I begge sider af svømmehallens dybe ende står der en kurv på bunden, som det modsatte hold forsøger at score mål i. Foto: Søren Olsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Ny bykunst i gaderne

Annonce