Skårup: Forestil dig, at du bevæger dig rundt i Skårup - gående og på cykel og pludselig oplever, at du befinder dig midt i perioden 1943 til 1945, og historien om modstandsbevægelsen i Skårup åbner sig op og bliver levende.
Det er denne illusion, som man i Teater VITO i samarbejde med foreningerne og borgerne i Skårup ønsker at skabe i teaterstykket "Sabotage", som vises i Skårup i første weekend i september 2021.
- På din vej rundt i Skårup og omegn vil du ved de autentiske locations opleve, at historien om modstandsbevægelsen i Skårup under 2. Verdenskrig udspiller sig lige foran dig. Du vil få en oplevelse af, at du er vidne til historien om de lokale beboere i Skårup samt de studerende fra Skårup Statsseminarie, der deltog i modstandskampen og satte deres liv på spil mod den tyske værnemagt i årene 1943-1945 fortæller Torben Hansen fra Teater VITO.
Det lokale teater har lokalhistorie som teater i det åbne rum som sit speciale. I 2020 stod teatergruppen blandt andet bag "Børneliv" - et byvandringsspil om børns vilkår i Svendborg fra 1900 til 1950.
NordeaFonden har støttet teaterprojektet "Sabotage" med 15.000 kroner.