Annonce
Ugeavisen Svendborg

Scooter Martin flytter til Svendborg

Martin Slivsgaard (i midten) har flyttet sin virksomhed, Scooter Martin, fra Langeland til Mølmarksvej i Svendborg. Han hjælpes på værkstedet af sin søn Nicolai, mens datteren Sussie er daglig leder af den nye afdeling, Scooter Martins Mulitiservice. Foto: Michael Thorbjørnsen
Martin Slivsgaard, kendt som Scooter Martin, åbner butik og værksted på Mølmarksvej. I familievirksomheden arbejder sønnen som mekaniker, samt datteren, der står bag et nyt multiservicefirma. Hvis det går efter planen støder også hustruen til.
Annonce

Svendborg: Efter otte år med succes på Langeland har Martin Slivsgaard sat sin virksomhed i gear og sat kursen mod Svendborg, hvor han den 3. februar åbner butik og værksted på Mølmarksvej. Her residerede Krogslund Autodele i en årrække, men den lukkede ved årsskiftet, da man blev overtaget af Thansen.

- Det er en meget central placering i Svendborg, og fordi lokalerne passer perfekt til en virksomhed som min, slog jeg til, da muligheden for overtagelse bød sig, fortæller Martin Slivsgaard.

I lokalerne har han indrettet butik med salg af scootere, knallerter, kabinescootere, cykler, elcykler, ladcykler samt rollatorer, og på værkstedet reparerer og servicerer Scooter Martin førnævnte, men også motorcykler, ligesom han ligeledes sælger og skifter dæk på biler.

- Det er med et oprigtigt grædende hjerte, at jeg nu flytter fra Langeland, for jeg har haft otte helt fantastiske år på øen, hvor lokalbefolkningen i den grad har bakket mig og min butik op.

- Men min virksomheder har bare vokset sig støre og større gennem årene, og efterhånden har jeg fået så mange kunder på Sydfyn, at det rent logistisk var svært at få til at hænge sammen med en adresse i Rudkøbing, forklarer Martin Slivsgaard, som dog har et godt tilbud til sine mange kunder på Langeland: Han tilbyder gratis levering til og fra Langeland.

Martin Slivsgaard har tidligere kørt med lastbiler, har haft en konsulentvirksomhed, men tog så en uddannelse som mekaniker og har siden 2012 med succes stået bag virksomheden Scooter Martin. Foto: Michael Thorbjørnsen

Martin Slivsgaard startede i det små i 2012 med et 70 kvadratmeter stort værksted på hjemadressen i Sdr. Longelse, hvor han tilbød reparation af alle former for tohjulede køretøjer samt salg af knallerter og scootere.

Blot et år senere, i 2013, rykkede han virksomheden til Rudkøbing, hvor værkstedet blev dobbelt så stort, ligesom en mekaniker blev ansat.

Den store tilgang af kunder fra Sydfyn slog for alvor igennem sidst i 2018, da Martin Slivsgaard købte Svendborg Scooters restlager, hvis kunder han også begyndte at servicere.

Siden starten er sortimentet udvidet så meget, at Scooter Martin har et af landets største udvalg inden for kabinescootere, ligesom han sælger hjælpemidler til ældre borgere.

- Her skal du ikke gå og vente. Hvis du har brug for en rollator, skaffer jeg fra dag til dag, siger Martin Slivsgaard, som har et unikt samarbejde med sine leverandører.

- Jeg er faktisk den eneste på Fyn, der har en samarbejdsaftale med samtlige leverandører af scootere i Danmark, og det synes jeg da er meget godt gået af en lille virksomhed som min, siger han.

Annonce

Ny afdeling: Multiservice

I dag får Martin Slivsgaard på værkstedet hjælp af sønnen Nicolai, 27 år, ungarbejderen Christian, praktikanten Martin og det er planen på et tidspunkt at tilknytte en lærling.

Datteren Sussie har også sin gang i virksomheden. Hun er daglig leder af en ny underafdeling, Scooter Martin's Multiservice, som tilbyder malerarbejde, rengøring, klargøring af huse til salg og forefaldende opgaver.

- Mange af mine især ældre kunder spørger mig tit, om jeg ikke lige kan ordne dette og hint for dem - eller om jeg kender nogen, der kan. Det har vi nu taget konsekvensen af og etableret denne servicevirksomhed, forklarer Martin Slivsgaard.

Sussie Slivsgaard, 33 år, har stået i lære som maler og har tidligere været tilknyttet to malervirksomheder samt en anden servicevirksomhed.

Det er også planen, at Martin Slivsgaards hustru, Mie, på et tidspunkt slutter sig til virksomheden. Hun er i dag ansat i hjemmeplejen på Langeland.

- Mit håb er, at vi med tiden får så meget at lave, at Mie kan overtage de administrative opgaver, siger Martin Slivsgaard.

Han glæder sig dagligt over at arbejde sammen med sine to børn, for det er ikke blot hyggeligt, men giver også en tryghed.

- De har begge en interesse i at det går godt for virksomheden og er dermed motiveret til at yde og give den gode service, som jeg vægter højt.

Den 350 kvadratmeter stor Scooter Martin åbner som nævnt den 3. februar, og det sker med gode åbningstilbud og kaffe på kanden.

Martin Slivsgaard i sin nye forretning, som åbner den 3. februar på Mølmarksvej. Foto: Michael Thorbjørnsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Gudstjenester

Annonce