Tved: Tved Kirke slår igen dørene op - eller rettere præstehaven - op til en udendørs og stående påskegudstjeneste søndag d. 4. april klokken 10.
Her vil sognepræst Rebecca Aagaard-Poulsen byde byens borgere velkommen til en alternativ gudstjeneste, der både vil ramme børn, unge og ældre.
- Påskekyllinger, vind i håret og god musik, fortæller kirken i en pressemedddelelse.
En udendørs camp med shelters, bålplads og alter vil danne de naturlige rammer om arrangementet Her vil Rebecca Aagaard-Poulsen formidle påskens betydning i både voksen og børnehøjde.
- De hvidkalkede vægge og det smukke kirkerum venter på hverdagens opstandelse, hvorfor vi er lige ved at sprænges af utålmodighed for at mødes med vores nærmeste. Nu må vi være lidt flere mennesker samlet udenfor, og jeg glæder mig til at prædike, smadre påskeæg og bare være til - sammen med de mennesker, der ønsker at deltage hjemme i min have, fortæller Rebecca Aagaard-Poulsen.
Med andre ord, venter der alle en anderledes og fornøjelig påskegudstjeneste i den gamle præstehave med coronasikkerhed.
Tved Kirke øvede sig lidt på de udendørs arrangementer juleaften, da den traditionsrige julegudstjeneste for mange blev aflyst. Bare ikke i Tved. Her blev julegudstjenesten afviklet med stor mediebevågenhed i præstegården med livemusik, gløgg og livegudstjeneste fra nok Fyns største storskærm transmitteret direkte fra kirken.
Rebecca Aagaard-Poulsen, sognepræstNu må vi være lidt flere mennesker samlet udenfor, og jeg glæder mig til at prædike, smadre påskeæg og bare være til - sammen med de mennesker, der ønsker at deltage hjemme i min have.
Har man ikke lyst til at stå op, så kan man medbringe en stol eller et tæppe for at gøre oplevelsen endnu mere komfortabel.
Da der stadig er restriktioner og et forsamlingsforbud der skal overholdes, kræves der tilmelding, hvilket skal ske til Tove Petersen på telefon 21372568 eller mail TOPE@KM.dk . Der vil også ligge en liste i kirken, hvor man kan kan skrive sig på.