Annonce
Ugeavisen Svendborg

Stjernestøv over Tåsinge: Kandis-Johnny fyrede den af på plejecenter

Johnny Hansen, forsanger i dansktopbandet Kandis, gav en koncert for de ældre i dagcentret på Tåsinge Plejecenter. Til stor jubel og tilfredshed. Foto: Katrine Becher Damkjær
Torsdag eftermiddag var der gang i den på Tåsinge Plejecenter, da Johnny Hansen fra Kandis lagde vejen forbi.

Tåsinge: Han skulle egentlig have været der for et år siden, men på grund af corona måtte besøget udskydes.

Torsdag oprandt dagen så endelig, hvor Johnny Hansen, der er kendt som frontmanden i bandet Kandis, lagde vejen forbi Tåsinge Plejecenter til et brag af en koncert.

Jane Scleimann, der er sektionsleder på plejecentret, fortalte inden koncerten, at beboerne har hungret efter lidt gang i gaden.

Annonce

- De elsker musik, og vi har virkelig sukket efter det her. Hver uge er der blevet spurgt efter sådan et arrangement, og det er bare så fedt, at vi nu endelig kan gøre det.

Trænger til oplevelser

En af de beboere, der var med til koncerten torsdag, er Margit Christiansen, og hun er glad for, at der endelig kan ske lidt på plejecentret igen.

- Vi har trængt meget til sådan en koncert her, og vores familier har knap måttet komme inden for dørene. Det har været en hård tid, siger hun.

At det så lige skulle være Johnny Hansen fra Kandis, der skulle åbne ballet, var en kæmpe bonus.

- Jeg er fan af Kandis, og han er så god. Han har sådan en klang i stemmen, der lyder så godt, konstaterer Margit Christiansen.

Vivi Dinesen (th) nød koncerten i fulde drag. Foto: Katrine Becher Damkjær

Også Vivi Dinesen, der ligeledes bor på Tåsinge Plejecenter, var mødt op til dagens helt store begivenhed.

Jeg lagde mærke til, at du kunne synge med på alle sangene. Er du glad for Kandis?

- Ja, de er simpelthen så gode. Det var en skøn oplevelse, lyder det fra Vivi Dinesen.

Hun er datter af en far, der spillede musik, og derfor er hun stadig den dag i dag glad for musik.

- Jeg har mange plader derhjemme. Det har siddet i mig, siden jeg var barn. Live er bare noget helt andet end pladerne. Det er så dejligt. Jeg nyder det simpelthen, fortæller hun.

Beboerne klappede og dansede i stolene, da Johnny Hansen holdt koncert på Tåsinge Plejecenter. Foto: Katrine Becher Damkjær

Efter koncerten var der tid til en kommentar fra Johnny Hansen selv. Det er længe siden, at han sidst har været ude at spille, og det har han savnet.

- Det er jo et halvt år siden, jeg har været ude at spille, siger han.

Efter koncerten blev der taget billeder og skrevet autografer. Foto: Katrine Becher Damkjær

- Det er fantastisk at komme ud at synge igen, og især her på plejecentret. De har virkelig været afskåret under corona, så det er dejligt at se deres glæde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Bidder af Bowie

Ugeavisen Svendborg

Opera på havnekanten

Annonce