Annonce
Ugeavisen Svendborg

Svendborgenser får plads i Ungeklimarådet

Sebastian Kirkgaard Nielsen er et af syv nye medlemmer af Ungeklimarådet. Foto: Amdi Kirkgaard Nielsen
Sebastian Kirkgaard Nielsen er et blandt syv nye medlemmer, der skal være de unges stemme i klimadebatten.

Svendborg: Det kom lidt som en overraskende appelsin i turbanen, men Sebastian Kirkgaard Nielsen er godt tilfreds med, at det var hans turban, den faldt ned i.

Appelsinen er en plads i Ungeklimarådet, og overraskelsen bestod i, at kunne knibe sig ind i flokken på syv unge mennesker, som sammen med syv eksisterende medlemmer fremover skal udgøre Ungeklimarådet, hvis opdrag er at bringe nytænkning ind i klimapolitikken og komme med input til fremtidens klimaløsninger til klimaministeren.

- Jeg havde faktisk ikke regnet med det. Der var jo 100 ansøgere, og jeg er ikke medlem af nogen af de grønne organisationer, vi har her i landet. Det var så også noget af det, jeg slog på i min ansøgning. At jeg kunne bidrage med noget helt andet, og det, tror jeg, har vakt interesse, siger Sebastian Kirkgaard Nielsen, der allerede er gået i gang med arbejdet.

- Vi har holdt det første møde. Jeg er kommet med i flere arbejdsgrupper. Blandt andet skal jeg i gang med nogle ting i forbindelse med Folkemødet og Klimafolkemødet. Det kommer til at handle om kontakten til unge mennesker. Ja, og så skal jeg være med til at generere ideer til ting, vi skal lave hen over året, fortæller han og lægger ikke skjul på sin begejstring for den nye post.

- Det er megafedt. Det er folk, der brænder for klimaet, som er med til det her.

Han har også et nogenlunde klart billede af, hvad han kan bidrage med.

- Min erfaring med klimaarbejdet er lidt begrænset, men jeg kan bruge mine organisatoriske evner, og så har jeg blandt andet arbejdet med børn i svømmeklubben i Svendborg. Et vigtigt element i Ungeklimarådet er, at vi også når ud til børnene, understreger han.


Det er megafedt. Det er folk, der brænder for klimaet, som er med til det her.

Sebastian Kirkgaard Nielsen, nyt medlem af Ungeklimarådet


Ud over at være en del af Ungeklimarådet er Sebastian Kirkgaard Nielsen også regionsformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) på Fyn, han sidder i organisationens hovedbestyrelse og forretningsudvalg og er med i DGS' klimaråd. Læg dertil at han går i gymnasiet, spiller bas i bandet Sons of the Dragon og er vært hos Radio Jazz Copenhagen.

Derfor melder et spørgsmål om, hvordan han vil finde tid til arbejdet i Ungeklimarådet, sig.

- Jeg arbejder ret effektivt. Og så sover jeg ikke så meget. Når jeg brænder for noget, så kører det bare. Det varer heller ikke så længe, inden jeg er færdig med gymnasiet, og så er det planen, at jeg skal flytte til København med min kæreste. På den måde kommer jeg også lidt fysisk tættere på en del af de ting, jeg engagerer mig i, siger Sebastian Kirkgaard Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Sølv til Magnus

Annonce