Annonce
Ugeavisen Svendborg

Thurø skal stemme: Hvad skal 400.000 kroner bruges til?

Thurø: I sommeren 2020 blev der på vegne af Lokaludvalget i Svendborg Kommune taget initiativ til dannelse af et Lokalråd på Thurø. Lokalrådets opgave er sammen med beboerne at forvalte et Borgerbudget på 200.000 kroner om året, som kan anvendes til udvikling og forbedring af øen.

Der blev nedsat en arbejdsgruppe, hvis opgave var at arrangere et borgermøde, som fandt sted 10. september i Multisalen på Thurø Skole. Formålet med mødet var at få interesserede til melde sig til det videre arbejde med dannelse af Lokalråd Thurø.

Der var cirka 70 fremmødte og mange meldte sig til det videre arbejde. I skrivende stund er der 13 ildsjæle fra Thurø i det endnu ikke folkevalgte Lokalråd, der har indsamlet og bearbejdet forslag fra øens beboere.

- Der er indkommet mange gode forslag. Nogle ligger ikke indenfor lokalrådets regi og andre kræver tilstedeværende sikkerhedsforanstaltninger, hvorfor disse forslag ikke går videre til afstemning, fortælles det i en pressemeddelelse.

Tilbage er 35 forslag, som er beskrevet i et hæfte, der er med i Thurineren, som er ved at blive distribueret. Heri er også en stemmeseddel, hvor hver eneste borger på Thurø over 10 år kan afgive sin stemme. Forslagene vil blive behandlet i prioriteret rækkefølge og effektueret sammen med forslagsstillerne, så længe pengene rækker.

- Da vi har været begrænset af mange ting omkring covid-19, er det blevet besluttet at både sidste års og dette års tilskud vil blive brugt i denne afstemningsrunde, altså 2 x 200.000 kroner.

- Vi påregner, at der vil blive indkaldt til endnu et borgermøde i år, hvor der vil blive fremsat forslag til vedtægter, og hvor dannelse af et egentlig Lokalråd, kan finde sted. Dette Lokalråd skal arbejde med at indsamle nye ønsker og behov fra øens befolkning - og potentialeplaner, som er en overbygning på Lokalrådets arbejde, hvor der udarbejdes en samlet udviklingsplan, der så implementeres over en årrække, fortælller initiativgruppen ved Frederik Fredslund, Bjarne Møldrup, Pia Hilsberg og Ingeborg Inselmann Andersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Tidsrejsende tour de force: På en enkelt dag viser Svendborg Museum gymnasieelever vej gennem 800 års lokalhistorie

Annonce