Annonce
Ugeavisen Svendborg

Torsdag åbner stor butik med legetøj og bøger

Legekæden får blandt andet et stort udvalg i Lego. - Men også mærker som Brio og Playmobil er repræsenteret i butikken, hvor der også er masser af dukker og biler til piger og drenge, fortæller Søren Fjord Nielsen. Foto: Michael Thorbjørnsen
Svendborgs nye kombi-butik på Gerrits Plads med bøger fra Bog & Idé og legetøj fra Legekæden er nu klar til åbning
Annonce

Svendborg: Efter to år med et tomt butikslokale kommer der fra på torsdag den 22. oktober atter liv i Gerritsgade 28. Her sættes der således et endeligt punktum for de mange spekulationer, der har været om et af Svendborgs største og mest centralt beliggende butikslokaler.

Efter Fætter BR's konkurs i december 2018 var første melding ellers, at Café Vivaldi ville rykke ind, men her trak man sig i foråret ud af lejemålet, blandt andet på grund af coronakrisen. Midt på sommeren skrev Søren og Susanne Fjord Nielsen, indehavere af Bog & Idé i Ringe og i Gerritsgade 4-6, så under på en lejekontrakt med ES Ejendomme, som er indehaver af ejendommen.

Efter et par måneders renovering åbnes der nu for en kombi-butik, hvilket betyder, at det 350 kvadratmeter store butikslokale deles af Legekæden og Bog & Idé.

- Vi syntes, at der manglede en legetøjsbutik i byen, men vi har gået og ventet på det rette lokale, da vi havde brug for meget mere plads til formålet, fortæller Søren Fjord Nielsen.

Kombi-butik konceptet er ikke nyt for Søren og Susanne Fjord Nielsen. Bog & Idé i Ringe blev således for fire år siden netop omdannet til en kombi-butik, hvilket har givet ægteparret en masse erfaringer, de kan tage med sig.

- Vi oplever, at vores udvalg af bøger og spil passer rigtig godt sammen med et legetøjsudvalg. Og ligesom i butikken i Ringe, så står vi selv for legetøjsafdelingen, fortæller Søren Fjord Nielsen.

Kombi-butik

Bog & Idé og Legekæden opererer fra samme koncern og kædekontor: Indeks Retail.

Det giver ejerne af Bog & Idés butikker mulighed for at vælge, hvorvidt de vil indføre et Legekæden-sortiment i deres butik. Derved bliver butikken en kombi-butik og er ikke en fusionering af to kæder.

De senere år har flere Bog & Idé butikker benyttet sig af denne mulighed.

Det er ikke kun legetøj, der bliver udvidet med i de nye lokaler. Bøgerne får mere plads at boltre sig på, og der vil også være brug for flere ansatte, hvilket kommer kunderne til gode.

- I forbindelse med flytningen er vi gået fra tre til fem ansatte, og det kan måske blive til flere, men vi må lige først se, hvordan det hele udvikler sig. Det er dog helt sikkert, at vi i ugerne op til jul skal have ekstra juleassistance.


- Vi oplever, at vores udvalg af bøger og spil passer rigtig godt sammen med et legetøjsudvalg

Søren Fjord Nielsen


- Vi kommer også til at udvide vores sortiment af bøger. Vi får for eksempel bøger på engelsk, hvilket er et helt nyt tiltag i butikken, oplyser Søren Fjord Nielsen.

Han fortæller også, at bøger, legetøj og kontorartikler får hver cirka en tredjedel af arealet i butikken.

Susanne Fjord Nielsen er ved at gøre butikken klar til åbningen på torsdag. Foto: Michael Thorbjørnsen

Søren Fjord Nielsen mener, at kombi-butikker er fremtiden, og at flere i Bog & Idé-regi bør vælge at følge den vej.

Med udvidelsen af butikkens sortiment, både med hensyn til bøger og med den nye legetøjsafdeling, har Søren Fjord Nielsen en forventning om, at omsætningen vil stige.

- Hvis vi sammenligner med butikken i Ringe, så ved vi, at omsætningen vil stige, når vi udvider sortimentet på den måde. Jeg håber, at vi kan stige omkring 20 procent i omsætning, men det er bare et gæt, fortæller Søren Fjord Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Svendborg

"Bølge" af ny bykunst

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Pengegave til maritimt museum

Annonce