Annonce
Ugeavisen Svendborg

'Virkelig mange penge' - svenskere køber Sydfyns største campingplads

Helle Ålkjær Skifter vil ikke oplyse, hvad hun har fået for Bøsøre Strand Feriepark. Men det er nok til, at hun i en alder af 58 år kan trække sig endegyldigt tilbage fra arbejdsmarkedet. Arkivfoto: Roland Petersen
Svensk selskab har købt fire campingpladser på Fyn, og blandt dem er Bøsøre Strand Feriepark. Indehaver Helle Ålkjær Skifter fortæller, at hun fik et tilbud, som hun ikke kunne sige nej til.
Annonce

Bøsøre: Om en lille måned er det ikke længere Helle Ålkjær Skifter, der ejer Bøsøre Strand Feriepark.

For 1. marts bliver det femstjernede feriecenter med de 445 pladser, 35 hytter og 5 campingvogne overtaget af den svenske campingkæde First Camp, som har været på storopkøb på Fyn og ud over ferieparken i Bøsøre har erhvervet Bogense Strand Camping, Hasmark Strand Camping og Skovlund Camping ved Middelfart.

Helle Ålkjær Skifter fortæller, at der egentlig var lagt op til, at hendes søn, Patrick Ålkjær Skifter, skulle overtage pladsen, som er Sydfyns største.

- Så jeg havde ikke sat den til salg, men i starten af juni (2019, red.) blev jeg kontaktet af First Camp, som var interesseret i at købe. Og jeg sagde, at det kunne vi da godt kigge på, siger Helle Ålkjær Skifter, som var en smule skeptisk.

- Jeg troede ikke helt på det i første omgang, for det er svært at sælge sådan en størrelse. Menigmand har ikke råd, og dem, der har mange penge, er typisk på udkig efter produktionsvirksomheder. Det er sjældent, at investeringsfolk køber campingpladser, siger hun.

Det er mange penge. Virkelig mange penge. Så mange, at jeg ikke behøver arbejde mere.

Helle Ålkjær Skifter

Annonce

Svært at sige nej

Det viste sig dog, at der var bund i svenskernes henvendelse, og 13. december faldt handlen på plads.

Og selv om Helle Ålkjær Skifter ikke vil sætte beløb på, så oplyser hun, at der ikke var grund til at tøve.

- Det er mange penge. Virkelig mange penge. Så mange, at jeg ikke behøver arbejde mere, siger den 58-årige, snart forhenværende feriepark-ejer.

Hun fortæller også, at den svenske kæde efter hendes opfattelse er gået efter at erhverve de pladser, der har præsteret de bedste bundlinjer. Og at hun har det godt med, at den feriepark, som hun selv har bygget op over de seneste 30 år, har fundet nåde for svenskernes blik.

- Man bliver stolt over, at man har skabt noget, som har fået den værdi. Og jeg er især stolt over, at vi har fået skabt en ferieform, som så mange gæster har syntes var den rigtige for dem, siger hun.

Annonce

Heldigt for området

Folk i Bøsøre og omegn behøver heller ikke begræde, at pladsen har fået nye ejere, mener Helle Ålkjær Skifter.

Hun peger på, at First Camp købte Lakolk Camping på Rømø for et par år siden og virkelig har vist muskler.

- De har investeret massivt i pladsen og har brugt ni millioner kroner. Og det er heldigt for hele området her, at der nu kommer nogle til, som vil udvikle konceptet i stedet for bare at suge penge ud af det, siger hun.

Patrick Ålkjær Skifter og og kæresten Camilla Larsen skal stå for den daglige drift af Bøsøre Strand Feriepark, efter at Patricks mor, Helle Ålkjær Skifter, har solgt pladsen til den svenske campingkæde First Camp. Foto: Katrine Becher Damkjær
Annonce

Sønnen fortsætter

Salget betyder, at der ikke bliver noget af det generationsskifte, som ellers var planlagt.

Men Helle Ålkjær Skifters søn, Patrick Ålkjær Skifter, fortæller, at det er aftalt med First Camp, at han skal være destinationschef - eller lejrchef, om man vil.

Han oplyser også, at han har forståelse for, at hans mor har valgt at sælge.

- Når der pludselig står nogle med en stor kuffert, er det svært at sige nej. Det er sjældent, at store pladser bliver opkøbt, og jeg kan godt unde min mor det, efter at hun har arbejdet hårdt i mange år, siger han.

Endelig oplyser Helle Ålkjær Skifter, at hun ikke har gjort op med sig selv, hvad der nu skal ske i hendes liv.

- Det kan godt være, jeg vælger ikke at lave noget. Det vil vise sig - foreløbig skal jeg lige puste ud og mærke friheden og prøve, hvordan det er ikke at have dårlig samvittighed over alle de ting, man ikke har nået, siger hun.

First Camp-kæden har 39 campingpladser i Sverige samt altså nu fem i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Kvind dig op - mand!

Annonce