Annonce
Ugeavisen Svendborg

Vuggestuen Brumbassen har fået guldmærke i økologi

Den private vuggestue Brumbassen i Skårup har guldmærket i økologi. Det betyder, at deres mad er 90 til 100 procent økologisk. Arkivfoto: Sugi Thiru
Den private vuggestue Brumbassen har fået guld i det økologiske spisemærke. Det har krævet lidt tilvænning at handle og lave mad efter økologiens regler, men det er lykkedes og børnene er ikke kræsne, lyder det.
Annonce

Skårup: Det eneste, der ikke er økologisk i vuggestuen Brumbassen, der befinder sig i Skårup, er fisk.

- Vi kan nemlig ikke få økologisk fisk, siger pædagog i vuggestuen Maj Poulsen.

Til gengæld er alt andet, der handles ind, økologisk. Det betyder, at vuggestuen har guldmærket i økologi, hvilket daginstitutionerne får, hvis de er mellem 90 og 100 procent økologiske.

- Jeg ved ikke, hvilken præcis procentdel vi ligger på, men vi har egentlig i lang tid kun spist økologisk, lyder det fra Maj Poulsen.

Det har været en ønske fra forældregruppen og bestyrelsen, at den private vuggestue skulle være næsten 100 procent økologisk. Og som Maj Poulsen fortæller, er det noget, man i børnehaven har villet længe.

- Men vi blev så opmærksomme på, at man kunne ansøge om at få et økologi-mærke, og det søgte vi om, og vi fik faktisk allerede guldmærket tilbage i juni 2019, fortæller Maj Poulsen og tilføjer.

- Vi har bare ikke været så gode til at fortælle, hvad vi render og laver, fortæller hun.

Det økologiske spisemærke

Det Økologiske Spisemærke er en gratis statskontrolleret mærkningsordning for spisesteder.

Det Økologiske Spisemærke viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer på spisestedet, der er økologiske.

Både offentlige og private spisesteder kan få Det Økologiske Spisemærke.

Det Økologiske Spisemærke findes i tre udgaver; guld (90-100%), sølv (60-90%) og bronze (30-60%).

Kilde: oekologisk-spisemaerke.dk

Annonce

Lidt tilvænning

Om mandagen står den på rugbrød med pålæg. Tirsdag, onsdag og torsdag får børnene varme retter, hvoraf to af dem er vegetariske og fredag er restedag med et sammensurium af forskellige ting fra ugens løb.

- Hende, der laver mad, syntes i starten, det var svært at lave kødfrie retter, men det har hun vænnet sig til, siger Maj Poulsen.

- Det var også svært at handle økologisk i starten, men man lærer det hurtigt, så på den måde er det ikke svært længere.

- Og hvis ikke vi kan få det økologisk, køber vi det ikke. Men man kan næsten få alt økologisk i dag, fortæller Maj Poulsen.

Madordningen og den varierede mad betyder også, at Brumbassen ikke har kræsne børn.

- De spiser alt, og kan lide det. Vi har ingen kræsne børn. Når de ser de andre spise det, jamen så er der ikke noget mærkeligt i det, og så spiser man bare det, der er på bordet, siger Maj Poulsen.

Det Økologiske Spisemærke i guld får man, når man er 90-100 procent økologiske. Det mærke fik Skårups private vuggestue Brumbassen i juni. Arkivfoto: Sugi Thiru
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Svendborg

Gudstjenester

Annonce