Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Årets juletræ kom på plads på Torvet: Det spreder så meget glæde

Det store juletræ svævede for en stund i luften, inden det med sikker hånd fra chauffør Ebbe Andersen blev placeret på ladet af en lastbil og siden fragtet til Torvet, hvor det skal stå hele december igennem. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Ægteparret Kjeld og Lissi Sørensen har doneret dette års store juletræ, som hele december igennem kommer til at stå på Torvet. De plantede selv træet foran deres hus på Platanvej i 1970'erne.
Annonce

Vamdrup: Det var lidt af et syn, der mødte beboerne på Platanvej torsdag eftermiddag. Lastbilen fra K. Andersen's Eftf. bakkede forsigtigt ned ad vejen og med hjælp fra en stor kran, seletøj og ikke mindst Hans Christian Jespersen fra Trim Service bevæbnet med en motorsav, blev dette års store juletræ til Torvet bakset op på et lad og fragtet ned centralt i byen.

I byen er der tradition for, at borgere donerer et juletræ, og i år er det ægteparret Kjeld og Lissi Sørensen, som har givet lov til, at det store, tætte træ, som ellers har prydet forhaven til deres hus siden 70'erne, skulle have en ny plads på Torvet.


Vi er blevet spurgt ad flere omgange, men vi synes, at det var på sin plads i år. Det er sådan et flot træ, og det har været et træls år, så hvis det kan sprede lidt ekstra glæde, så er det, det helt rette tidspunkt.

Kjeld Sørensen


- Vi er blevet spurgt ad flere omgange, men vi synes, at det var på sin plads i år. Det er sådan et flot træ, og det har været et træls år, så hvis det kan sprede lidt ekstra glæde, så er det det helt rette tidspunkt. Selvom det da er lidt underligt, at det nu er væk. Vi plantede det som et lille bitte træ, da vi flyttede ind for mere end 40 år siden, siger Kjeld Sørensen, og hans hustru supplerer:

- Hvis man kan huske H.C. Andersens "Grantræet", så kan man også huske, at det er lidt trist, når det lige bliver fældet, men når der så først kommer lys på, så bringer det simpelthen så meget godt med sig, siger Lissi Sørensen.

Ægteparret fulgte ivrigt med fra sidelinjen, mens Hans Christian Jespersen rutineret med hjælp fra sin motorsav fik den store stamme skåret igennem, inden det flyvende juletræ under kyndig opsyn af chauffør Ebbe Andersen blev placeret på ladet af lastbilen.

- Sikke meget solskin, der pludselig kan komme ind i huset. Nu behøver I nærmest ikke tænde lyset i baggangen længere, lød det grinende fra vognmanden til ægteparret, inden han satte kursen mod Torvet.

Annonce

Stort arbejde

Både vognmand og træfælder donerer hvert år tiden til at få det store træ fældet, og det er et arbejde, der kræver stor præcision, fordi alle borgeres øjne er rettet mod træet i løbet af december.

- Kan du huske det år, hvor vi fik placeret det skævt. Hold nu op, det måtte vi høre for, siger Hans Christian Jespersen henvendt til Ebbe Andersen, som hurtigt svarede:

- Ja, eller det år, hvor det desværre væltede under blæsevejr. Der fik vi den skåret for smalt til i bunden, så det skal helst ikke ske igen, forklarer Ebbe Andersen, inden Hans Christian Jespersen starter motorsaven op og begynder arbejdet med at få den store stamme til at kunne passe i hullet på græsplænen.

Ægteparret Kjeld og Lissi Sørensen, som tidligere har drevet frisørsalon i byen, har i år doneret det store juletræ til Torvet. Det har i mange år stået solidt plantet foran parrets bolig på Platanvej. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Godt en halv time senere kunne Ebbe Andersen ved hjælp af kranen på lastbilen få juletræet løftet op, og et par velplacerede kiler blev banket i for at sikre, at juletræet bliver, hvor det skal.

Mens de to kunne nikke anerkendende til hinanden, gik spekulationerne så småt i gang hos ægteparret på Platanvej for at finde ud af, hvad pladsen foran huset nu skal rumme.

- Jeg tror, det er for stort et arbejde at skulle grave stub og rødder og det hele op. Måske vi placerer en lille krukke på stubben. Det kan også være, at vi skal have plantet et nyt træ. Det må vi lige finde ud af, siger Kjeld Sørensen grinende.

Juletræet på Torvet bliver i år tændt i forbindelse med black friday fredag den 27. november klokken 17.00.

Det var et nøje koordineret samarbejde mellem vognmand og træfælder, der sikrede, at det store træ blev fældet rigtigt og placeret på ladet af lastbilen, inden det blev kørt mod Torvet. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Hans Christian Jespersen, som er indehaver af Trim Service i Østergade, stod igen i år for at få fældet det store juletræ, som hele december står placeret på græsplænen på Torvet. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vamdrup

"Konkurrenceforvridning af værste skuffe": Tonnesen råber op om restriktioner, der fortsat tillader shopping i varehuse

Annonce