Annonce
Ugeavisen Vamdrup

20 spørgsmål til Tonnesen: En dag ser I mig måske som krofatter

Per Tonnesen kan den 29. september fejre sin 50 års fødselsdag. Igennem en årrække har han været formand for Handelsforeningen i byen, afbrudt af en pause i 2019, før han i 2020 var tilbage på formandsposten. Han har desuden været indehaver af Tonnesen Herretøj i Østergade siden 2002. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Den 29. september kan formanden for handelsforeningen og indehaver af Tonnesen Herretøj, Per Tonnesen, fejre sin 50 års fødselsdag. Ugeavisen Vamdrup har i den anledning stillet ham 20 spørgsmål om alt fra gode råd, mindeværdige samtaler, op- og nedture og fremtidige drømme.
Annonce

Vamdrup: Mange i byen kender uden tvivl Per Tonnesen som den mangeårige formand for Vamdrup Handelsforening og indehaver af Tonnesen Herretøj i Østergade. Den 29. september fylder han 50 år, og Ugeavisen Vamdrup har derfor sat hele byens formand stævne til en snak om alt andet end by og butik.

Hvad er den vigtigste lære, du har taget med fra dine forældre?

- Det må være ordentlighed, og at man skal opføre sig pænt over for andre mennesker. Det gjorde de også selv altid, og de var generelt, synes jeg selvfølgelig, de bedste forældre. Der er desværre ingen af dem, der lever mere. Min mor døde for en del år siden, og min far gik desværre bort i december. Begge to af kræft.

Hvordan var du som barn?

- Hvis jeg selv skal sige det, så var jeg enormt artig, og jeg var egentlig meget rolig og lidt genert. Jeg sagde ikke så meget i skolen og fik alt altid at vide til de der forældremøder, at jeg gerne måtte række hånden lidt mere op, og det er præcis det samme med mine egne børn. Til gengæld kunne jeg virkelig blive hidsig på en fodboldbane. Det var ikke altid lige klædeligt.

Hvad er den vigtigste beslutning, du nogensinde har truffet?

- Det var, da jeg fik tilbudt at overtage tøjbutikken. Det var en ret stor beslutning at blive selvstændig, for så er man lige pludselig herre over sin egen indtjening og har et ansvar på en helt anden måde. Da Tage (tidligere ejer, red.) og jeg begyndte at snakke om muligheden, var vi en tur i banken, og de var i den grad ikke med på det. Vi mødte bare en sur bankmand, og så blev jeg nærmest smidt ud af det møde, men lavede så senere en aftale sammen med Tage.

Hvordan mødte du din kone?

- Vi spillede begge to håndbold i Vamdrup og var begge lige blevet single igen, og så var vi til en fest, hvor hun efterfølgende inviterede mig på mad i sin lejlighed. Hun lavede en skrækkelig sovs. Den smagte virkelig dårligt. Det kan vi stadigvæk grine lidt af den dag i dag.

Hvad kan du godt lide at bruge din fritid på?

- Jeg kan godt lide at gå i haven og slå græs og fjerne ukrudt. For et par år siden flyttede vi til Bastrup, hvor vi har et lidt større areal. Det er faktisk en meget sjov historie, for vi byttede faktisk bare hus med nogle af vores venner. Vi købte deres, de købte vores, og så måtte vi ellers ringes sammen på dagen, hvor vi flyttede, så vi krydsede hinanden med flyttebilerne cirka samtidig.

Er du bange for at dø?

- Nej, det er jeg faktisk ikke. Vi skal alligevel alle sammen den vej en dag.

Hvornår er du mest lykkelig?

- Det er jeg, når er sammen med min familie, og vi eksempelvis er på ferie sammen. Det var vi i uge 29, hvor vi havde lejet et sommerhus, hvor der var et helt spillerum med både poolbord og bordtennis. Vi kan generelt godt lide at spille forskellige spil sammen i familien, og vi er virkelig dårlige tabere alle sammen. Jeg vil altid helst vinde, også da børnene var små. Min kone synes måske godt, at jeg engang imellem kunne lade dem vinde, men det skete altså ikke.

Hvad er dit livs mest mindeværdige telefonsamtale?

- Det var i december, da jeg blev ringet op, mens jeg var på arbejde, at min far var gået bort. Han havde været syg i en længere periode og skulle ind forbi sygehuset, fordi han havde noget vand i kroppen, og så gik han desværre bort. Det var godt nok en mavepuster lige at få den besked.

Hvilke råd vil du give til dig selv som teenager?

- Husk din familie. Jeg har arbejdet rigtig meget i mit liv, men er heldigvis også med alderen blevet bedre til at holde fri og engang imellem også i løbet af ugen at tage hele dage ud af kalderen.

Hvilken lektie vil du som far gerne give videre til sine børn?

- Meget det samme, som mine forældre gav til mig. Man skal opføre sig ordentligt og behandle andre mennesker pænt, og det synes jeg faktisk også, at mine børn gør. De er ret gode til at tage hånd om deres kammerater i skolen, og det gør mig ret stolt.

Hvad drømmer du om?

- Jeg har en eller anden idé om, at jeg en dag skal drive en kro eller et hotel. Jeg skal på ingen måder stå for maden, men sådan selve driften og kontakten med kunderne kunne jeg ret godt tænke mig, så måske man ser mig som krofatter på et eller andet tidspunkt.

Hvad er din definition af en god ven?

- Det er en, der lytter, og som er der, når man har brug for det. Jeg har selv en god håndfuld kammerater, som jeg har kendt og holdt sammen med, siden jeg var dreng.

Hvilket karaktertræk ved dig selv kunne du godt tænke dig ikke at have?

- Kunden har ikke altid ret, har jeg fundet ud af med alderen, og man skal ikke finde sig i hvad som helst, og det kan engang imellem godt betyde, at jeg kan få talt lidt hårdt til kunder, som kommer ind og egentlig er uretfærdige i deres måde at agere på, men jeg fortryder det faktisk altid lidt bagefter. Jeg gad egentlig godt, at det ikke gik mig sådan på.

Hvilket talent vil du ønske, du havde?

- Et eller andet med musik. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at lære at spille guitar, men jeg er aldrig kommet i gang med det. Nok fordi jeg ved, at jeg ikke vil være særlig god til det.

Hvilken af dine ejendele er du mest glad for?

- Det må være min vielsesring. Den 8. august 2009 fik jeg den på, og jeg har ikke haft den af siden.

Hvis du vandt 10 millioner kroner i Lotto, hvad ville du så bruge dem på?

- En del af dem skulle bruges på at have familien med ud og rejse. Jeg har altid godt kunnet tænke mig at komme til Grønland. Op og se naturen og køre i hundeslæde.

Hvem er din største helt?

- For sådan en fodbolddreng som mig i 80'erne, så var der ingen over eller ved siden af Preben Elkjær.

Hvornår har du sidst været rigtig bange?

- Det var jeg i foråret, da corona ramte, og alt aktivitet bare stoppede fra den ene dag til den anden. Der var jeg alvorligt bange for, at jeg måtte dreje nøglen om på butikken. Der var mange søvnløse nætter lige i de måneder.

Hvad er det bedste måltid, du har fået?

- Jeg er rigtig glad for det italienske køkken, og vi holder ofte sommerferie i Italien, og der får vi virkelig god mad. Sådan lidt skaldyr og spaghetti eksempelvis, det er virkelig lækkert.

Hvad ville du lave, hvis du fik at vide, at du kun havde én dag tilbage?

- Så ville jeg gå i banken og sikre mine børns fremtid, og så vil jeg bare være sammen med min familie, måske spise en god bøf.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce