Annonce
Ugeavisen Vamdrup

30 år som brandmand: For Tommy er det vigtigt at gøre en forskel

Tommy Christensen foran brandstationen i Vamdrup. Han har været brandmand i 30 år og vil fortsætte, så længe helbredet kan holde til det. Foto: Thomas Holl
Tommy Christensen begyndte som brandmand i Vamdrup for 30 år siden, og han har ingen planer om at stoppe.

VAMDRUP: - Jeg kan godt lide at gøre en forskel. Det er det, der driver mig.

Sådan lyder det fra 56-årige Tommy Christensen fra Vamdrup. Forleden kunne han fejre 30 års jubilæum som brandmand på byens brandstation i Jernbanegade.

Han begyndte i marts 1991 hos Vamdrup Brand & Redning, som var ejet af den daværende Vamdrup Kommune, og er i dag stadig aktiv på både brandbilerne og som nødbehandler på stationens akutbil. I dag hører brandvæsenet i Vamdrup under TrekantBrand i Vejle.

Annonce

En del af akutkorpset

Uddannelsen til brandmand bestod af tre ugers grundskole og derefter seks ugers brandskole, og så var Tommy Christensen i gang. Siden har han og hans kolleger på brandstationen dygtiggjort sig på forskellig måde.

- Vi har et korps af brandfolk, der hver passer akutbilen en uge ad gangen. Jeg har vagt på akutbilen hver femte uge, og derudover står jeg til rådighed, når de fire andre passer bilen. Vi har 200 udrykninger om året, og vi kører ud til alt – sygdom, tilskadekomne, ulykker -i 6580-området, fortæller Tommy Christensen, der er en af 19 brandfolk på stationen.

Der er desuden cirka 50 brandudrykninger om året.

- Man ved aldrig, hvor længe en brandudrykning varer. Den kan for eksempel vare en halv time, eller den kan vare syv timer, siger Tommy Christensen.

Annonce

Svært at planlægge

Derfor kan det også godt være svært at planlægge noget med familien, når man er brandmand. Tommy er gift med Susanne, og sammen har de to teenagebørn.

- Det er noget nemmere i dag, men da børnene var små, var Susanne nødt til at tage børnene med ud at handle, hvis jeg samtidig havde vagt. For jeg kunne risikere at blive kaldt ud til en opgave, og så skal man jo rykke ud med det samme, siger han.


Man ved aldrig, hvor længe en brandudrykning varer. Den kan for eksempel vare en halv time, eller den kan vare syv timer

Tommy Christensen, brandmand


- Andre gange har vi også stået med en pakket bil og skullet et eller andet, og så er jeg pludselig blevet kaldt ud. Det er vilkårene, og det har Susanne for længst accepteret. I det hele taget skal vi brandfolk nok være vores koner taknemlige, siger Tommy Christensen.

Tommy Christensen har fungeret som røgdykker siden 1992. Betegnelsen dækker over en specialuddannet brandmand, der med specielt røgbeskyttende udstyr kan udføre sluknings- og redningsarbejde i rum med megen røg. Foto: Thomas Holl
Annonce

Har gjort indtryk

I det civile liv arbejder han som blikkenslager og rørlægger hos Vamdrup VVS. Her har han været i 42 år.

- Jeg har lavet en aftale med min arbejdsplads om, at jeg kun løser arbejdsopgaver i Vamdrup, når jeg har vagt på akutbilen, siger han.

30 år som brandmand har selvsagt budt på mange opgaver for den lokale brandmand, og der er flere episoder, der har gjort særligt indtryk på Tommy Christensen.

- Sidste år brændte en dreng ihjel i forbindelse med en brand i et hus i Hjarup. Det var en frygtelig oplevelse, men det var desværre umuligt at redde ham. Også fyrværkerieksplosionen i Seest i 2004 gjorde et stort indtryk på mig. Det var en kæmpe eksplosion, der blandt andet medførte, at et stort fabriksområde blev ødelagt, og en masse huse brændte ned, fortæller Tommy Christensen.

Annonce

Bliver ved

Men selv om tjansen som brandmand indimellem byder på dramatiske oplevelser, har Tommy Christensen ingen planer om at stoppe.

- Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker, så jeg fortsætter, så længe jeg har helbredet til det, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce