Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Beboere lever i dårlig lugt i Danmarksgade: Vi gør alt, hvad vi kan for at løse det

Allan Brun Nielsen bor i Danmarksgade i Vamdrup sammen med sin hustru og parrets tre børn, og familien har siden det sene forår været generet af dårlig lugt fra det nærliggende rensningsanlæg. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Hele sommeren har Allan Brun Nielsen og andre beboere i Danmarksgade i Vamdrup været voldsomt generet af lugt fra det lokale rensningsanlæg. Det har fået flere af dem til at gå sammen i en Facebook-gruppe for i samarbejde med BlueKolding, kommunen og gærfabrikken i Lunderskov at forsøge at finde den rette løsning på lugtgenerne.
Annonce

Vamdrup: Siden slutningen af foråret har huset i området i Danmarksgade i Vamdrup, hvor Allan Brun Nielsen bor sammen med sin familie, været præget af en helt særlig syrlig lugt, som i de perioder, hvor lugten er værst, har lagt en dæmper på aktiviteten i haven hos familien.

- Det er ikke lige slemt hele tiden, det kommer meget i bølger og er afhængigt af vindretningen, men når det er værst, er det nærmest ikke til at opholde sig på vores terrasse. Det er sådan en kvalmende, sur lugt. Det er svært at beskrive, siger Allan Brun Nielsen.

Han har siden 2002 boet i Danmarksgade sammen med sin hustru og deres tre fælles børn, og der er i fugleflugt cirka 120 meter til rensningsanlægget, som siden slutningen af juni har håndteret spildevand fra gærfabrikken i Lunderskov, hvor BlueKolding, som håndterer spildevand i Kolding Kommune, har en formodning om, at en del af lugtgenerne kan stamme fra.


På de varme dage, hvor vi har haft vinduerne stående åbne, spreder lugten sig også inden for, og det sidder bare i alting. Det er faktisk ret ulækkert for at være helt ærlig.

Allan Brun Nielsen


- Vi vidste egentlig godt, da vi købte huset, at rensningsanlægget ligger, hvor det gør, men det er virkelig først inden for de seneste måneder her i løbet af det sene forår og sommeren, at vi virkelig har været generet af meget dårlig lugt. På de varme dage, hvor vi har haft vinduerne stående åbne, spreder lugten sig også inden for, og det sidder bare i alting. Det er faktisk ret ulækkert for at være helt ærlig, og det er næsten ikke til at holde ud at være her, når det virkelig er slemt, siger Allan Brun Nielsen.

Annonce

Usikkerhed om kilde

Lugtgenerne stammer fra det nærliggende rensningsanlæg, som både får leveret spildevand fra de mange hustande i Vamdrup, Jordrup og Lunderskov og fra slutningen af juni også fra gærfabrikken i sidstnævnte by.

De mange klager har fået både Kolding Kommune, BlueKolding, som håndterer spildevand i hele kommunen, og De Danske Gærfabrikkers afdeling i Lunderskov til at stikke hovederne sammen, og de har de seneste måneder arbejdet intensivt på at forsøge at dæmme op for lugtgenerne.

- Vi er selvfølgelig enormt trætte af, at der er nogle borgere, som er generet af dårlig lugt, så vi gør naturligvis alt, hvad vi overhovedet kan for at løse problemerne, og derfor er vi også hele tiden i tæt kontakt med både kommunen og fabrikken for at forsøge at afdække, dels hvor lugten stammer fra, og hvordan vi kan få det løst, siger Per Holm, som er direktør i BlueKolding.

Han forklarer, at man har en formodning om, at lugtgenerne kan stamme dels fra gærfabrikken og dels fra spildevand fra de private husstande i Lunderskov, og spørger man Christian Dahl Jacobsen, som er biolog i afdelingen for industri, jord og grundvand i Kolding Kommune, kan en del af problemet findes i den distance, som spildevandet transporteres.

- Når vandet pumpes fra Lunderskov og til anlægget i Vamdrup, er det via en kilometer lang trykledning, så det kan tage mange timer, før det er igennem, og når det er iltfattigt vand, så kan det altså gøre, at der udvikles dårlig lugt. Vi ved, at spildevandet fra gærfabrikken ikke i sig selv lugter, hvis man bare åbner for tanken, så vi mistænker, at der måske sker et eller andet under transporten, siger Christian Dahl Jacobsen.

Netop gærfabrikken har tidligere skabt lugtgener for beboere i forbindelse med uheld på stedet, men det er ikke tilfældet denne gang. Derfor har man på fabrikken i løbet af de forgangne måneder sat ind flere forskellige steder og har blandt andet monteret flere filtre på tankene, sikret at vandets pH-værdier er rigtige og senest mandag i sidste uge implementeret seks gange beluftning af vandet.

- Spildevand skal helst beluftes så meget som muligt, og næste skridt kan så være, at vi belufter med ozon, som også kan være med til at mindske lugtgener, så selvom det ikke er sikkert, at lugten stammer fra os, så gør vi selvfølgelig alt, hvad vi kan for generelt at mindske dårlig lugt, for det skal ikke være sådan, at der er borgere, der er generet af det i deres hjem, siger Bent Hansen, som er fabrikschef på gærfabrikken i Lunderskov.

Fabrikken har aftalt med BlueKolding, at man pumper spildevand til anlægget i Vamdrup om morgenen mellem klokken 06 og 10 hver dag i et forsøg på at overvåge, hvad der sker, når vandet bliver renset.

Annonce

Ingen tidshorisont

BlueKolding har desuden allieret sig med flere borgere i Danmarksgade, herunder Allan Brun Nielsen, som via en Facebook-gruppe siden august har givet tilbagemeldinger om, hvornår lugten er værst i området.

- Jeg synes, at vi har haft en fin dialog om tingene, for jeg er også af den opfattelse, at der ikke kommer noget godt ud af bare at fare i flint. Det bliver problemerne ikke løst hurtigere af, så det har faktisk været positivt at opleve, at vi er blevet taget med på råd og får løbende informationer. Det kan i hvert fald være med til at tage toppen af frustrationen hos os engang imellem, siger Allan Brun Nielsen.

Til trods for de mange forskellige tiltag tør direktøren i BlueKolding dog ikke komme med et bud på, hvornår lugtgenerne er løst i byen.

- Selvfølgelig er det frustrerende, at der ikke er kommet en løsning endnu, men det tager også noget tid fra de enkelte ændringer til, at man ser en eventuel effekt. Det er lidt et detektivarbejde, så jeg har desværre ikke umiddelbart en tidshorisont. Lige nu afventer vi i forhold til den øgede beluftning, om det har en effekt, og så justerer vi derfra, siger Per Holm.

Allan Brun Nielsen og de andre beboere i Danmarksgade må derfor væbne sig med tålmodighed lidt endnu.

- Vi er godt klar over, at det nok ikke er fra den ene dag til den anden, at der kommer til at være en markant ændring, men man kan da håbe, at det går den rette vej. Det kan vel ikke rigtig blive værre, siger han og opfordrer samtidig andre i byen, der oplever lugtgener fra renseanlægget, til også at melde sig ind i Facebook-gruppen "Danmarksgade - Vamdrup" og hjælpe med at afdække omfanget af lugtproblemerne.

En kort gåtur fra, hvor Allan Brun Nielsen og hans familie har deres have, kan man se ned til Kongeåen, hvori en del af det rensede spildevand bliver udledt. Længere nede bag træerne ligger selve rensningsanlægget. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce