Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Berit åbner ny tøjbutik i Hjarup: Jeg vil gerne bidrage til det lokale

44-årige Berit Krogh Pallesen åbner dørene til sin egen tøjbutik med navnet Fin-Fin i Hjarup den 16. oktober. Hun har tidligere arbejdet både i butik og som sælger inden for tøjbranchen. Foto: Søren Gylling
Den 16. oktober slår 44-årige Berit Krogh Pallesen dørene op til sin nye tøjbutik Fin-Fin i Hjarup.
Annonce

Hjarup: I midten af oktober ser en ny dametøjsbutik dagens lys på Hjarup Byvej 3. Det er 44-årige Berit Krogh Pallesen, der står bag butikken, som har fået navnet Fin-Fin, og hun knokler i øjeblikket for at få de sidste ting på plads til de officielle åbningsdage, som hun har valgt at sprede over både den 16. og 17. oktober af hensyn til corona.

- Jeg mangler lige at få en disk på plads, og så skal jeg have de sidste varer hjem, som jeg skal have sat på stativer, men ellers tror jeg faktisk, at der er styr på det hele, siger Berit Krogh Pallesen grinende.

Hun er uddannet i butik i midten af 90'erne, men har i de seneste 15 år arbejdet som sælger inden for tøjbranchen. Da virksomheden, hun arbejdede for, gik konkurs for et års tid siden, skulle hun i stedet til at finde ud af, hvad arbejdslivet nu skulle fyldes ud med.

- Det er et lidt hektisk liv at være sælger, for man er meget på, og telefonen ringer nærmest hele tiden, og så havde jeg bare virkelig savnet kundekontakten, så derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at have egen forretning, siger Berit Krogh Pallesen.

Annonce

Nye lokaler og varer

Det første hun kastede sig ud i var derfor at få ombygget et gammelt værksted, som hører til den gård, hvor hun bor sammen med sin mand og to piger på 12 og 13 år.

- Vi flyttede hertil for seks år siden, og vi har så også selv totalrenoveret gården og sat den helt i stand, så det er ikke helt fremmed for os at bygge noget op fra bunden. Min mand er selvstændig tømrer, så han har heldigvis kunnet hjælpe en del med at renovere lokalerne her, siger Berit Krogh Pallesen.

Ud over den fysiske butik arbejder Berit også på at få etableret en webshop, hvor det vil være muligt at købe tøjet, som forhandles i størrelse fra XS til XL. Foto: Søren Gylling

Samtidig gik jagten ind på nye leverandører af tøj til butikken, og her faldt valget på en i Paris, og så vil man også kunne finde kendte mærker såsom Only i forretningen, alt sammen i størrelser fra XS til XL.

- Hvis jeg skal beskrive stilen, så vil jeg kalde det feminint, men med lidt kant, og så kommer udvalget også til at følge diverse nye trends. Lige nu har jeg eksempelvis en del kjoler med forskellige mønstre, som mange ynder at bruge, enten med lidt smykker eller en strik udover, siger Berit Krogh Pallesen.

Annonce

Lokal betydning

Når Berit ikke er at finde i butikken, bruger hun en del af sin tid på at dyrke sport, blandt andet både i den lokale fodboldklub og løbeklub, og det betyder meget for hende at være en del af lokalsamfundet i Hjarup.

- Jeg kan rigtig godt lide at være med til at bidrage til livet herude, og jeg er også helt overvældet over, hvor stor opbakning der allerede har været til mig og min butik. Det sætter jeg virkelig meget stor pris på, og der er bare et sammenhold herude, som er helt fantastisk, siger Berit Krogh Pallesen.


Jeg kan rigtig godt lide at være med til at bidrage til livet herude, og jeg er også helt overvældet over, hvor stor opbakning der allerede har været til mig og min butik. Det sætter jeg virkelig meget stor pris på, og der er bare et sammenhold herude, som er helt fantastisk.

Berit Krogh Pallesen


Udover den fysiske butik er Berit også i gang med at etablere en webshop, og så vil det også være muligt at booke en personlig tid i butikken.

- Hvis man eksempelvis er en mødregruppe eller en flok veninder, eller man bare er en enkeltperson, som gerne vil have lidt hjælp til at finde det helt rette tøj, så kan man reservere butikken, så man har den helt for sig selv. Så kan man måske også få et glas bobler samtidig, så det bliver lidt hyggeligt, siger Berit Krogh Pallesen.

Fin-Fin kommer som udgangspunkt til at have åbent fra 14 til 18 torsdag og fredag og fra 10 til 14 om lørdagen. På selve åbningsdagene er tiderne dog udvidet, og man vil derfor kunne kigge forbi butikken fra 14 til 19 den 16. oktober og fra 10 til 14 den 17.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vamdrup

Jobcentret flytter

Annonce