Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Christina Iversen var på sit livs eventyr i Grønland

Christina Iversen underviser til daglig på Vamdrup Skole afdeling øst, hvor hun blandt andet underviser elever i dansk, matematik, natur-teknik og engelsk. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
I løbet af sidste skoleår havde Christina Iversen to grønlandske elever, som var på ophold i Danmark, til at følge sin undervisning på Vamdrup Skole. Det skete som led i et venskabssamarbejde mellem Danmark og den grønlandske by Ilulissat, og de seks ugers undervisning endte med at føre til, at hun blev den heldige vinder af en tur til Grønland sammen med sin familie.
Annonce

Vamdrup: Da Christina Iversen sidste skoleår sagde ja til at have nogle grønlandske elever til at følge sin undervisning på Vamdrup Skole afdeling øst i seks uger, havde hun ikke regnet med, at det ville ende med at føre til, at hun sammen med sin familie ville få en oplevelse, som de aldrig kommer til at glemme.

- Der var en familie i byen, som var værtsfamilie for to grønlandske elever, og jeg blev spurgt, om de måtte være en del af min klasse, og det fik de naturligvis lov til. De var en del af min ene 3. klasse i de seks uger, de var i Vamdrup, og det hele blev så afsluttet med, at jeg blev overrasket med, at jeg havde vundet en rejse til Grønland, forklarer Christina Iversen begejstret, mens hun hiver sin mobiltelefon frem og begynder at kigge nogle af billederne fra turen i september igennem.

De grønlandske elever var hos en værtsfamilie i Vamdrup som led i et venskabssamarbejde mellem Fredericia Kommune og den grønlandske by Ilulissat. Det er et samarbejde, som strækker sig tilbage til 1969, og Vamdrup har flere gange haft elever på besøg i byen. Det var dog første gang, at Christina Iversen havde grønlandske skolebørn i sin klasse.

- Der var nogle sproglige udfordringer, som gjorde, at de ikke kunne følge den normale undervisning, men jeg er vant til at undervise flere klassetrin, så jeg havde heldigvis nogle dansk-øvelser og lignende liggende i skuffen, som de kunne lave, og så havde de rigtig meget gavn af særligt at være en del af det sociale i frikvartererne, siger Christina Iversen.

Om samarbejdet

Alle elever i 5. klasse i Ilulissat får tilbuddet om at komme til Danmark. 5. klasse i Grønland svarer til 4. klasse i Danmark. Det er frivilligt for børnene at deltage.

Børnene ankommer på ét hold i år til Danmark mandag den 20. april 2020. Herefter opholder de sig på Børnenes Vel i Høll nord for Fredericia, indtil de bliver hentet af deres værtsfamilier lørdag den 25. april 2020. De skal begynde i skole mandag den 27. april 2020.

Blandt alle værtsfamilier og undervisere bliver der hvert år trukket lod om en rejse til Grønland, som Christina Iversen var den heldige vinder af sidste år.

Man har stadigvæk mulighed for at melde sig som værtsfamilie for elever i år. Det kan man gøre ved at kontakte Fredericia Kommune.

Annonce

Hvalkød og isbjerge

Christina Iversen var sammen med sin mand og parrets to ældste børn i Grønland, og det blev en tur, der bød på både lokale specialiteter i form af hvalkød og ikke mindst de mest fantastiske naturoplevelser.

- Ligeså snart man går uden for en dør, er man bare midt i en natur, som man ikke har oplevet før. Det er næsten svært at beskrive. Der er simpelthen så stille, når man går ude eller sejler langs med kysten. Det er nærmest så stille, at man tror, at man er blevet døv, forklarer Christina Iversen og uddyber:

- Grønlænderne er desuden enormt gæstfrie, så vi var både med til en fødselsdag og hjemme ved en, som netop havde været ude at skyde rensdyr og var i gang med at partere dyrene på sin terrasse, og så var vi naturligvis også ude at spise hvalkød, men jeg må indrømme, at det ikke lige faldt i familiens smag, men det var nu meget sjovt at prøve, siger Christina Iversen smågrinende.

Hun havde desuden valgt at sige ja til at kigge forbi en grønlandsk skole og vise dem, hvordan undervisning kan foregå i Danmark.

- Jeg havde taget lidt forskellige bevægelseslege med, som alle ligesom kunne være med på. Det var meget sjovt at prøve, siger Christina Iversen.

Annonce

Bliv værtsfamilie

Det er Fredericia Kommune, som står bag ordningen, der tilbyder de grønlandske børn at komme på et seks ugers ophold i Danmark, men børnene fordeler sig ud over hele landet. I år har det dog været en udfordring at finde værtsfamilier nok til de mange grønlandske skolebørn.

- Jeg synes, det er en rigtig fint tradition, at de har mulighed for at komme til Danmark og se, hvordan vores kultur er og også på nogle punkter er anderledes fra det, de kender hjemmefra, så det ville da være lidt en skam, hvis der er nogle børn, som i år ikke har mulighed for at komme til Danmark, siger Christina Iversen.

Hun er i hvert fald ikke i tvivl om, at mødet med både de grønlandske skolebørn og landet i sig selv har været en oplevelse, som hun sent vil glemme, og hun er da heller ikke i tvivl om, at hun og familien på et tidspunkt igen skal et smut forbi Grønland.

- Nu havde vi ikke min yngste datter med, fordi hun ikke helt var gammel nok til sådan en tur, så jeg kunne sagtens forstille mig, at vi skal derop igen en dag. Det er virkelig et fantastisk land, som jeg kun kan anbefale andre at tage til, siger Christina Iversen.

Christina Iversen bruger stadigvæk tid på engang imellem at sidde og kigge billederne igennem fra turen. Hun kunne sagtens forestille sig, at familien tog af sted igen på et tidspunkt. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Christina Iversen kunne ifølge eget udsagn slet ikke stoppe med at tage billeder, da familien var på Grønland. Når hun kiggede ud over vandet og området, var der isbjerge og klippelandskab alle vegne. Familien var af sted fra den 6. september til 13. september sidste år. Privatfoto
Mens familien var på Grønland var de blandt andet på hvalsafari, hvor de så forskellige hvaler svømme rundt helt tæt på båden. Privatfoto
På billedet her ses udsigten fra det hus, som familien havde fået lov til at bo i, i den uge de var i Grønland. Privatfoto
Privatfoto
Privatfoto
Privatfoto
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce