Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Efter coronalukning: Nu kan bestyrelsen i Vamdrup E-Sport endelig trække i arbejdstøjet

Philipp Ruiz Ruiz (tv.) Lars Lysholm Jensen (midten) og Thomas Thomsen (th.) blev valgt til bestyrelsen på den stiftende generalforsamling i februar. Foruden de tre sidder også Morten Hjorth og Martin Jeppesen i bestyrelsen. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Vamdrup E-Sport nåede lige at holde stiftende generalforsamling, før coronakrisen satte en stopper for, at det egentlige foreningsarbejde kunne starte. Nu er foreningen endelig blevet godkendt, og folkene bag kan så småt begynde at sætte skub i de mange planer og idéer.
Annonce

Vamdrup: I slutningen af januar meldte en ny forening, Vamdrup E-Sport, sin ankomst i byen, men foreningen nåede kun lige at holde stiftende generalforsamling i midten af februar og efterfølgende få sendt en officiel ansøgning af sted til Kolding Kommune, før coronakrisen lukkede ned for alt arbejdet.

I starten af juni blev Vamdrup E-Sport så endelig godkendt som forening, og det betyder, at den nye bestyrelse kan begynde arbejdet med at søge midler og så småt også planlægge de første arrangementer.

- Coronakrisen og den efterfølgende lukning af alting ramte virkelig uheldigt. Vi holdt stiftende generalforsamling og nåede lige at præsentere det hele og fornemme den interesse, der også var. Der var flere end 20, der meldte sig som frivillige, og folk var virkelig positive, og så gik alt ellers bare i stå, siger Lars Lysholm Jensen, som er medlem af bestyrelsen.

Annonce

Fælles erfaringer

Lars Lysholm Jensen har tidligere været med til at arrangere de såkaldte LAN-parties i Vejen, hvor børn og unge samles en hel weekend og spiller computer. Han har derfor allerede en del erfaringer at trække på, men herudover har foreningen også allerede allieret sig med en anden aktør i Vamdrup.

- Vi har taget kontakt til Sjov Fredag. Det er oplagt at forsøge at lave et eller andet fælles, når det igen er muligt at holde arrangementer, så det netop i forbindelse med afvikling af Sjov Fredag også vil være muligt for børn og unge at komme ind og prøve kræfter med e-sport, siger Phillipp Ruiz Ruiz, som er formand for Vamdrup E-Sport.

Foreningen fik på den stiftende generalforsamling god respons fra folk, der har lyst til at hjælpe som frivillige ved kommende arrangementer. Der er derfor allerede nu oprettet en Facebook-gruppe "Vamdrup E-sport (Crew)", hvor alle interesserede, som gerne vil hjælpe, kan melde sig ind. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Foruden Sjov Fredag har Vamdrup E-Sport også rakt ud til Arena Syd og kigger i øjeblikket på at få et fast lokale tildelt, hvor foreningen kan have computere og andet udstyr stående permanent.

- Vi har en rigtig god dialog med Brian (Larsen, Arena Syd, red.), så vi tror helt bestemt, at det kan lade sig gøre, at vi får et fast lokale. Det vil også være her, vi vil kunne undervise i de forskellige spil, siger Lars Lysholm Jensen og griner, da han bliver spurgt til, om han bliver en af dem, der kommer til at forklare børnene, hvordan de forskellige spil hænger sammen:

- Nej, det lader jeg de unge om. Det ved de meget mere om end mig, siger Lars Lysholm Jensen og kigger i retning af Phillipp Ruiz Ruiz og Thomas Thomsen.

- Vi har begge to spillet sammen igennem flere år, så vi vil nok godt kunne hjælpe med at undervise, men vi kender også andre i byen, som helt sikkert vil kunne komme med nogle rigtig gode input, og som har meget erfaring med de forskellige spil, siger Thomas Thomsen.

Fælles for alle tre medlemmer af bestyrelsen er, at de ser frem til, at de nu endelig kan komme i gang med det rigtige foreningsarbejde.

- Nu kan vi langt om længe trække i arbejdstøjet og begynde at finde ud af, hvilke fonde vi skal søge midler fra, og hvornår vi skal holde de første arrangementer og alle de her ting. Det bliver rigtig spændende for os alle sammen, siger Lars Lysholm Jensen.

Om e-sport

E-sport er en betegnelse, der refererer til udøvelse af forskellige typer computerspil såsom FIFA, Counter-Strike og League of Legends, som det også er planen, at man vil kunne komme til at spille hos Vamdrup E-Sport.

E-sport er i dansk regi, såvel som på verdensplan, inde i en eksplosiv udvikling. Der er de seneste år eksempelvis kommet flere efterskoler i Danmark med fokus på e-sport, der styrker børns indlæring, kreativitet og strategiske tænkning.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce