Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Efter halvanden måneds corona-lukket: Nu kan man igen handle genbrug i Vamdrup

Laila Berg er den daglige leder af genbrugsbutikken Kirkens Korshær. Det har hun været siden februar, og der gik derfor ikke længe, før butikken måtte lukke i slutningen af marts. Hun er derfor glad for, at det igen er mulig at lukke besøgende indenfor. Foto: Mathilde Nygaard Jeserpersen
Den 11. maj blev der som led i genåbningen af Danmark endeligt åbnet for, at man kan handle hos genbrugsbutikkerne landet over, og det gør sig også gældende hos Kirkens Korshær i Vamdrup. Her har de frivillige brugt ventetiden på at få butikken klar til sommeren, og det var derfor også en forløsning, da butikken igen kunne åbne dørene.
Annonce

Vamdrup: Der har været ualmindeligt stille i genbrugsbutikken Kirkens Korshær, siden forretningen den 30. marts måtte lukke dørene for besøgende. Derfor var der også stor glæde at spore hos både personale og kunder, da det mandag den 11. maj endelig igen blev muligt at handle genbrug på Nørregade.

- Det er virkelig dejligt, at vi igen må lukke folk ind i butikken. Der er rigtig mange, som kommer her fast, og hvor det er en del af den daglige rutine, at man kommer ind forbi og hilser på os, og det har selvfølgelig manglet, siden vi lukkede, siger Laila Berg, som er den daglige leder af Kirkens Korshær.

Hun har været leder af butikken siden februar, men har haft sin gang hos Kirkens Korshær igennem det seneste halvandet år.

- Jeg blev sygemeldt med en depression for et par år tilbage og blev siden tilkendt førtidspension, men jeg havde brug for at komme ud engang imellem og have lidt socialt samvær med andre, og jeg havde egentlig altid tænkt, at det skulle være her i butikken, fordi man her har muligheden for at gøre en forskel for udsatte i Danmark. Ud over det har vi det rigtig godt sammen i butikken, siger Laila Berg, mens hun smiler til en af de kunder, der netop er rullet ind i butikken på sin el-scooter.

- Nå, Viggo, så kunne du være her, siger hun grinende, mens Viggo bremser op på scooteren og sender et skælmsk blik i Lailas retning, inden han kører forbi disken og videre ned forbi rækkerne med bøger:

- Han er en af dem, der kommer her fast, og han kan godt tåle lidt røg, siger hun grinende.

Om Kirkens Korshær

Kirkens Korshær er en hjælpeorganisation, som med udgangspunkt i folkekirkelige værdier udfører socialt arbejde i Danmark. Siden 1912 har organisationen hjulpet socialt udsatte mennesker i Danmark. Det er eksempelvis hjemløse, misbrugere, psykisk syge, ensomme, fattige.

Der er cirka 450 ansatte landet over, som driver varmestuer, herberger, væresteder for børnefamilier og rådgivningstjenester i 29 byer i hele Danmark. I mange byer er der korshærspræster, som tilbyder samtaler, gudstjenester og kirkelige handlinger. De cirka 9000 frivillige hjælper til i det sociale arbejde og driver de 250 genbrugsbutikker, som er med til at finansiere hjælpearbejdet.

Annonce

Lidt liv

Bag disken, som Viggo netop er trillet forbi, står Birgith Møller. Hun har været en del af Kirkens Korshær, siden butikken slog dørene op for snart syv år siden.

- Da jeg begyndte her, var det nærmest bare en tom bygning med helt rå vægge, så man kan roligt sige, at der er sket meget her i løbet af de seneste år, siger Birgith Møller og kigger rundt i butikken, der sælger alt fra tøj og porcelæn til møbler og bøger.

Den forgangne halvanden måned har Birgith og Laila desuden brugt på at gøre butikken endnu bedre og ændre lidt på indretningen.

- Vi har blandt andet flyttet rundt på en montre, som nu kommer mere til sin ret på endevæggen herovre, forklarer Birgith Møller og peger hen på et område ved siden af kassen, hvor en glasmontre med farverigt glas er placeret:

- Selvom vi har holdt lukket på grund af corona, har vi alligevel været i butikken nogle gange i løbet af ugen. Vi har ryddet op, gjort rent og skiftet ud i vores kollektion af tøj. Da vi måtte lukke, havde vi alt vintertøjet hængende, men det er jo ikke relevant længere, forklarer Laila Berg.

Da meldingen kom fra statsministeren, at genbrugsbutikkerne igen måtte åbne, fik de frivillige desuden travlt med at gøre butikken helt klar til at følge de nye regler.

- Vi har fået sat afstandsmærker på gulvene, vi har selvfølgelig sat sprit frem, og så har vi fået hængt en plexiglas-plade op foran kassen, siger Laila Berg.

Annonce

Alle er velkomne

I genbrugsbutikken er der cirka 20 frivillige, som spænder i alderen fra cirka 40 år og op til 80. De frivillige har vagter i løbet af ugen og har forskellige ansvarsområder på tværs af butikken.

- På vores lager ude bagved har mange af mændene deres gang, hvor de står for at håndtere møbler og elektronik og sådan. Jeg står ofte i kassen, og så sørger jeg også for at prissætte en del af vores nips-ting, forklarer Birgith Møller.

Foruden de forskellige arbejdsopgaver bruges tiden i butikken ligeså meget på at hyggesnakke både de frivillige imellem og med de kunder, der besøger butikken.

- Vi har et godt sammenhold i butikken, og i en butik som vores skal der også være plads til alle, så man er altid velkommen her, hvad enten man gerne vil handle, eller man har lyst til at være en af vores hold af frivillige, siger Laila Berg.

I butikken har de meget glæde af hinanden, og arbejdsdagen bruges derfor også på at hygge sig med hinanden og med kunderne, der besøger butikken. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foruden at arbejde ved kassen sørger Birgith Møller også for at prissætte varer, oftest diverse nips-ting. Hvis hun er i tvivl om prisen, diskuterer hun det med de andre i butikken, men ellers vurderer hun ud fra mavefornemmelse og sine mange års erfaring. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vamdrup

"Konkurrenceforvridning af værste skuffe": Tonnesen råber op om restriktioner, der fortsat tillader shopping i varehuse

Annonce