Annonce
Ugeavisen Vamdrup

En tredjedel af Koldings Ungdomsbrandkorps kommer fra Vamdrup: Vi kan se, hvilken forskel det gør for de unge

Cirka en tredjedel af dem, der er en del af Koldings Ungdomsbrandkorps, er fra Vamdrup. Fra venstre mod højre er det på billedet her Freja Hvolby Swarchling, Anders Jessen, Julia Furman og Louise Steen Kjeldsen. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
I Vamdrup har man oplevet stor succes med at elever fra skolen bliver en del af kommunens brandkadetforløb og ungdomsbrandkorps. De unge får langt mere selvtillid og lærer at udfordre egne grænser.
Annonce

Vamdrup: Uniform, luftflaske og maske er ikke en del af hverdagen for langt de fleste skoleelever, men for en gruppe af unge fra Vamdrup har det fået stor betydning, at de er en del af Koldings Ungdomsbrandkorps.

- Det har udviklet mig rigtig meget, at jeg har været en del af det, og jeg har lært meget om mig selv og om at skubbe mine egne grænser, siger Freja Hvolby Swarchling, som først har været brandkadet i 12 uger og siden er blevet en del af ungdomsbrandkorpset:

- Jeg havde eksempelvis meget klaustrofobi før, men det er jeg stille og rolig blevet bedre til, fordi vi har øvet os i at have røgdykkermasker på og kravle igennem ruinen, forklarer Freja Hvolby Swarchling og kigger over på Louise Steen Kjeldsen, som er instruktør og tovholder for holdet i Vamdrup:

- Ruinen er et sted, hvor man træner, hvad man skal gøre, hvis man kommer ind i et hus, hvor der er røgudvikling. Kommer man derind med maske på, så kan man helt sikkert hurtigt komme over sin klaustrofobi, siger hun grinende:

- Vi vil aldrig tvinge de unge til noget, de ikke har lyst til, men vi opfordrer dem til, at de udfordrer sig selv, som Freja også har gjort det. Det kan også være at komme en tur op i stigevognen, hvis man har højdeskræk, siger Louise Steen Kjeldsen.

Annonce

Solidt samarbejde

Flere end en tredjedel af de unge i korpset kommer fra Vamdrup, og spørger man både Louise Steen Kjeldsen og Kurt Skovsgaard, som er AKT-medarbejder på Vamdrup Skole, så ligger en del af forklaringen i samarbejdet mellem netop skole og folkene bag brandkadet-forløbet og ungdomsbrandkorpset.


Jeg kan kun sige, at jeg bliver rigtig glad for at se, hvordan de unge bare vokser med opgaven, når de bliver en del af de forskellige forløb. De får selvtillid, tro på egne evner og tør lige pludselig meget mere, end de gjorde før, siger

Kurt Skovsgaard


- De er gode til at prikke til mig, når det er ved at være tid til, at et nyt hold starter op. Jeg kan kun sige, at jeg bliver rigtig glad for at se, hvordan de unge bare vokser med opgaven, når de bliver en del af de forskellige forløb. Vi kan virkelig se, hvilken forskel det gør for dem. De får selvtillid, tro på egne evner og tør lige pludselig meget mere, end de gjorde før, siger Kurt Skovsgaard.

Brandkadet-forløbet er så populært i Vamdrup, at der er venteliste for at blive en del af ungdomsbrandkorpset efterfølgende. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Han forklarer, at det tidligere var sådan, at det var elever, der havde svært ved at sidde stille på skolebænken, der fik tilbudt et brandkadet-forløb, men at han i dag i ligeså høj grad kigger efter en elev, som kunne have brug for at komme ud af sin skal.

- Når andre i skolen kan se og høre, hvilken betydning det har haft for sådan en som Julia derovre, siger han og peger i retning af Julia Furman, som sidder på den modsatte side af bordet:

- Som var inde forbi en klasse og med passion og ild i øjnene fortalte om forløbet. Så får flere altså lyst til at være med, siger han, mens Julia tager over:

- Tidligere havde jeg helt sikkert ikke turdet tale foran en hel klasse, men jeg er blevet meget mere voksen på en eller anden måde. Jeg er også blevet mentor for en, som nu er kadet, siger Julia Furman.

Den komplette uniform, som de unge har på, består af støvler, bukser, jakke og hjelm. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Eleverne på Vamdrup Skole har faktisk været så glade for at være med i brandkadet-forløbet, at der nu er venteliste for at fortsætte og også blive en del af ungdomsbrandkorpset.

- Vi kan være 30, som det ser ud lige nu, og der skal ikke være mange flere, der gerne vil fortsætte næste år, så får vi et meget positivt problem, siger Louise Steen Kjeldsen.

Annonce

Hele vejen til brandmand

En af dem, som har taget skridtet yderligere fra brandkadet til ungdomsbrandkorps og nu også til instruktør og frivillig hos Trekantområdets brandvæsen i Kolding, er Anders Jessen. Han hører til den gruppe af elever, der fandt det udfordrende at sidde stille i skolen, og han har i den grad taget arbejdet og dyderne i korpset til sig, særligt i løbet af tiden med corona.

- Jeg er en af dem, der har taget initiativ til noget online undervisning, mens vi ikke måtte mødes fysisk, og så var jeg sammen med en af de andre på holdet med til at at give området foran stationen i Kolding en kærlig hånd med at fjerne ukrudt og sådan, for det trængte det godt nok til, siger Anders Jessen.

Som en del af undervisningen og forløbet lærer de unge blandt andet at komme hurtigt i uniformen, at rulle slanger ud og håndtere luftflasker og andet udstyr. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen

Instruktør Louise Steen Kjeldsen kan også mærke, at Anders har haft stor gavn af at være en del af korpset igennem de seneste fire år.

- Han var godt nok lidt en flab, da jeg mødte ham, siger hun grinende:

- I dag tager han enormt meget ansvar, eksempelvis med de ting han lige har nævnt, og så er han et godt forbillede for mange af de andre unge, som han er instruktør for, siger Louise Steen Kjeldsen.

Om brandkadetterne og ungdomskorpset

  • Unge i Beredskabet er en landsorganisation, som samler og varetager arbejdet med alle børn og unge med interesse for brand og redning.
  • Det er et inkluderende socialt fællesskab af brandkadet- ungdoms- og juniorbrandkorps på tværs af landet, som tilbyder børn og unge viden, oplevelser og kompetencer indenfor brand og redning.
  • Intentionen med forløbet er at være med til at ruste og modne børn og unge til livet, både hvad angår uddannelse, job og det at få et godt børne-, ungdoms- og voksenliv.
  • I 2015 startede Brandkadetter i Kolding op som et samarbejde mellem Trekantbrand og Kolding Kommune. Der gennemføres to hold om året med 12 unge på hvert hold, som rekrutteres i samarbejde med ungdomsskolen og kommunens skoler.
  • Grunduddannelsen består af 36 timers grundforløb på 8 uger inklusiv heldagsundervisning og 37 timers praktikforløb på 12 uger. Efter endt praktikforløb har de unge bestået grunduddannelsen og kan kalde sig brandkadet og blive optaget i brandkadetkorpset.

Både Anders Jessen og Freja Hvolby Swarchling drømmer om, at de en dag kan gå hele vejen og også tage funktionsuddannelse og blive brandmænd.

- Vi plejer at sige, at vi i hvert fald ikke kommer til at mangle brandmænd i Vamdrup i de næste mange år, siger Louise Steen Kjeldsen.

Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce