Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Her er drilleri, hyggesnak og socialt samvær i højsædet

Lilian B. Nielsen (til venstre), Karin Thor og Mogens Dam gør klar til at kaste sig ud i lørdagens klubmesterskab. Foto: Søren Gylling
Lørdag fejrede Vamdrup Krolfklub sit 20 års jubilæum med klubmesterskab og festmiddag. Klubben har i øjeblikket 34 medlemmer - og der er plads til mange flere.
Annonce

Vamdrup: Er du trist og har du sorg i sinde, så kom med til krolf i VKK. Det vil gi motion og røde kinder, og du viser du er rigtig go.

Forfatteren til festsangen, som altid afsynges ved det årlige klubmesterskab i Vamdrup Krolfklub, er man ikke længere sikker på, hvem er.

Men helt sikkert er det, at sangens ord rammer plet - for her i klubben er det humør, socialt samvær og ikke mindst hyggeligt drilleri, der er i højsædet blandt medlemmerne.

- Det er også et sted, hvor bysladderen bliver vendt, og måske kan man selv komme med noget, de andre ikke har hørt, smiler klubbens kasserer og pr-mand, 68-årige Knud Brændbyge, med glad begejstring.


Jeg havde det ligesom alle andre, da jeg gik på efterløn. Nu skulle huset og haven ordnes. Men det var jo hurtigt overstået, og så begyndte jeg her i klubben.

Knud Brændbyge, 68 år, medlem af Vamdrup Krolfklub


Ifølge klubbens formålsparagraf er den først og fremmest sat i verden for at udbrede kendskabet til krolf.

- Men lige så vigtigt er det, at vi skal engagere den ældre del af befolkningen og modvirke ensomhed, siger Knud Brændbyge, der selv blev medlem, da han for seks år siden gik på efterløn fra jobbet som salgskonsulent hos Svansø.

- Jeg havde det ligesom alle andre, da jeg gik på efterløn. Nu skulle huset og haven ordnes. Men det var jo hurtigt overstået, og så begyndte jeg her i klubben. Det var helt naturligt, fortæller Knud Brændbyge, som kommer fast på klubbens to mødedage mandag og torsdag.

Da Knud Brændbyge var blevet efterlønner, skulle han se sig om efter noget nyt at få tiden til at gå med. Valget faldt på Vamdrup Krolfklub, hvor han i dag er kasserer og pr-mand.  Foto: Søren Gylling
Annonce

Lilians fiskeret

Denne lørdag fejrer krolfklubben sit 20 års jubilæum ved det årlige klubmesterskab, der altid omfatter en festmiddag, som indledes med Lilians lækre fiskeret med kogt og røget laks, salat og rejer efterfulgt af smørrebrød fra Brugsen og afsyngning af festsangen samt et par stykker mere.

Klubben holder til i sit lille klubhus med tre 12-hullers baner bag Arena Syd, og i dagens anledning er Dannebrog og et festtelt hejst foran den lille træbygning. 28 af de 34 medlemmer er mødt op, og om lidt bliver de fordelt på hold, der som altid sættes sammen ved, at man hver især trækker et spillekort. Derefter spiller damerne, kongerne og esserne sammen - og så fremdeles.  På den måde kommer alle med tiden til at spille med alle, og der opstår ikke kliker i klubben.

Efter de indledende runder havde seks mand spillet sig videre til finalen, som blev meget tæt og måtte ud i omspil før Lillian Nielsen kunne løfte pokalen som dette års klubmester.

Der var fest og klubmesterskab i Vamdrup Krolfklub lørdag. Gennemsnitsalderen er omkring 75 år svingende fra godt 50 år til 90 år. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce