Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Hos Røde Kors er de sammen om at gøre en forskel

Kristian Maigaard (tv.), Connie Maigaard (i midten) og Ebba Petersen (th.) er ofte at finde i Røde Kors-butikken på Østergade, hvor de er en del af et større hold frivillige kræfter, som er med til at holde butikken i gang. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Røde Kors-butikken i Østergade er udelukkende drevet af frivillige kræfter, hvor den yngste er i starten af 20'erne og den ældste over 80. Butikken er efter den daglige leders eget udsagn både med til at holde unge, gamle og en del af handelslivet i byen i gang.
Annonce

Vamdrup: Når man træder ind over dørtærsklen til Røde Kors-butikken i Østergade og bevæger sig rundt blandt brugte sofaer, porcelæn og rækkevis af tøj, er der ikke blot mulighed for, at man kan finde genbrugsguld på hylderne. Man vil også støde på Ebba, Kristian og mange andre af de flere end 50 frivillige, som hver dag er med til at holde butikken i gang.

- Det er en fornøjelse af være en del af Røde Kors-butikken, og hvis jeg selv skal sige det, er det et rigtig dejligt sted at være frivillig. Alle går meget op i, at butikken tager sig pæn ud, og at det også er et behageligt sted at komme. Lige meget om man er frivillig, eller man er her for at shoppe lidt, siger Connie Maigaard, som igennem de seneste to år har fungeret som daglig leder af Røde Kors.

Hun viser rundt i butikken og bevæger sig forbi stativer med smykker og hylder med tasker, mens hun forklarer, at butikken er delt op i forskellige afdelinger, såsom værksted, tøjsortering og kassebetjening.

- Det er nærmest et lille varehus, vi har, siger Connie Maigaard grinende, mens hun leder ud i et af de bagerste lokaler i butikken.

Her møder man Ebba Petersen. Hun er en af de ældste frivillige, har været en del af butikken i mere end 20 år og kommer fast forbi hver onsdag, hvor hun står for at sortere de store mængder af særligt dametøj, som bliver indleveret til Røde Kors.

- Vi får rigtig store mængder tøj ind, og meget af det har en høj kvalitet og kan sagtens bruges igen. Tøjet er ofte igennem fire-fem sæt hænder, før det ender til salg i butikken, for det skal jo både sorteres og vaskes og sådan, forklarer Ebba Petersen, mens hun hænger en spraglet skjorte på en bøjle.

Vi får rigtig store mængder tøj ind, og meget af det har en høj kvalitet og kan sagtens bruges igen. Tøjet er ofte igennem fire-fem sæt hænder, før det ender til salg i butikken, for det skal jo både sorteres og vaskes og sådan.

Ebba Petersen, frivillig i Røde Kors.

Annonce

En hjælpende hånd

I det tilstødende lokale til Ebba Petersens tøjsortering finder man butikkens værksted. Det er her de fleste af de mandlige frivillige holder til, og det er også her, man finder en af butikkens yngste medarbejdere, 22-årige Kristian Maigaard. Han er barnebarn til Connie og er i øjeblikket i arbejdsprøvning hos Røde Kors.

- Jeg har været involveret i en bilulykke, og det har gjort, at jeg har problemer med PTSD (post traumatisk stress, red.), så jeg er lige nu i et forløb hos jobcentret, hvor jeg skal finde ud af, hvor meget jeg kan holde til at arbejde, siger Kristian Maigaard.

Han fortæller, at han, da han startede i butikken for knap et år siden, blot kunne arbejde 2,5 timer om ugen, men at han i dag er i stand til at klare 15 timer.

- Det er gået meget fremad for mig, og det er virkelig godt for mig, at jeg er et sted, hvor der også er nogle folk omkring mig, som er rigtig søde at arbejde sammen med, siger Kristian Maigaard.

Annonce

Flere frivillige

Til trods for at der er flere end 50 frivillige hænder at finde i Røde Kors-butikken, er Connie Maigaard altid på udkig efter nye personer, som kunne have lyst til at blive en del af fællesskabet på Østergade.

- Jeg kan godt lide at spørge nogle af dem, der kommer her ofte, om det er i dag, vi skal underskrive en kontrakt, siger Connie Maigaard og griner:

- Det har vi en del sjov ud af, og det synes jeg også, at der skal være plads til i butikken. Vi har det rigtig godt sammen på tværs af både afdelinger og aldersgrupper, og det skal man som kunde også kunne mærke, når man kommer herind, siger Connie Maigaard.

Spørger man blandt de ansatte rundt om i butikken, er svaret da også ganske klart, når man spørger dem om, hvorfor de bliver ved med at være en del af det frivillige hold.

- Udover at vi hygger os, når vi er her, så er det også med til at holde både krop og sind i gang, siger Ebba Petersen, inden Connie Maigaard runder af:

- Jeg har nok aldrig haft så meget at se til, som jeg har lige nu. Da jeg arbejdede, var det da trods alt ikke nødvendigt, at jeg skulle skrive ind i kalenderen, hvornår jeg havde tid til at støvsuge huset, siger hun grinende.

Ebba Petersen kommer i butikken hver onsdag og hver anden tirsdag. Her står hun for at sortere de store mængder af særligt dametøj, som bliver indleveret til Røde Kors. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Mange af de mandlige frivillige i butikken er en del af værkstedet. De står blandt andet for at efterse og afprøve nogle af de ting, der bliver leveret til butikken, og som lige savner en kærlig hånd. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
I Røde Kors-butikken forhandles der alt fra tøj og tasker til møbler, diverse porcelæn og mange andre ting. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce