Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Kongeåbadet planlægger udvidelse: Snart vil man kunne gå i udendørs sauna

Edvard Køhrsen, som er souschef i SlotssøBadet, som KongeåBadet hører under, forventer, at man vil kunne udvide med en udendørs sauna i løbet af i år. Foto: Mathilde Nygaard Jespersen
SlotssøBadet, som står bag KongeåBadet i Vamdrup, har store planer for, hvad der skal ske i svømmehallen i løbet af i år. Det indebærer både en udvidelse med en udendørs sauna og længere åbningstider i skolernes sommerferie.
Annonce

Vamdrup: Der er godt nyt til de bade-glade - ikke mindst sauna-glade - vamdrupper. SlotssøBadet, som også står bag KongeåBadet, har nemlig planer om at udvide svømmehallen med en udendørs sauna, som der skal være adgang til via døren bagerst i svømmehallen.

- Vi mangler at få den endelige godkendelse af kommunen, men vi regner bestemt med, at det snart sker, så saunaen kan være på plads i hvert fald i løbet af i år, forklarer Edvard Køhrsen, som er souschef i SlotssøBadet.

Han forklarer, at det ikke er muligt decideret at bygge i forlængelse af svømmehallen, men en udendørs sauna, som er nemt flytbar og derfor ikke er en permanent bygning, kan man sagtens få tilladelse til, og at valget falder på netop en sauna er ikke en tilfældighed.

- Vi kan se, at der er rigtig meget interesse for alt, hvad der har noget med outdoor at gøre, og det vil vi naturligvis også gerne prioritere ved svømmehallen i Vamdrup. Det er desuden planen, at der skal stilles et hegn op rundt om, så det ikke er muligt at komme til at lave hærværk eller lignede på saunaen, når den først er stillet op, siger Edvard Køhrsen.

Annonce

Infrarød sauna

KongeåBadet har for nyligt også udvidet inventaret i svømmehallen med en infrarød sauna, som blandt andet er god at anvende, hvis man har problemer med smerter i leddene, eller man har brug for lindring efter en operation.

- Man sidder i saunaen i cirka 20 minutter, og i modsætning til en almindelig sauna bliver den faktisk ikke varm, men man vil alligevel opleve, at man sidder og sveder. Det infrarøde lys kan nemlig bevæge sig op til tre centimeter ind i kroppen, og det er med til at gøre, at man får lindret nogle af de smerter, man måtte have, forklarer Edvard Køhrsen.

Annonce

Udvidede åbningstider

KongeåBadet har cirka 50.000 besøgende i løbet af et år, men hos SlotssøBadet ser man naturligvis gerne, at der er endnu flere, der ligger vejen forbi svømmehallen. Derfor har man også valgt, at man i år gerne vil udvide åbningstiderne i løbet af skoleelevernes sommerferie.

- Vi vil rigtig gerne forlænge åbningstiden i svømmehallen to dage om ugen, og vi vil rigtig gerne have hjælp til at bestemme, hvilke dage det skal være. For vores skyld er det egentlig lige meget, hvilke dage det bliver, vi vil sådan set bare gerne have, at det passer borgerne i byen bedst muligt, siger Edvard Køhrsen.

Han opfordrer derfor til, at man tager kontakt til SlotssøBadet, hvis man har et ønske til, hvilke dage i skolernes sommerferie, der skal være længere åbent i svømmehallen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce