Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Lindely i Vamdrup klar til at åbne igen

- Vi er megaglade for, at vi nu kan begynde at åbne igen, siger Aase Marie Hansen, der er formand for brugerrådet på Aktivitetscenter Lindely. Foto: Thomas Holl

VAMDRUP: - Vi er megaglade for, at vi nu kan begynde at åbne igen.

Sådan lyder det fra Aase Marie Hansen, der er formand for brugerrådet på Aktivitetscenter Lindely i Vamdrup.

De seneste mange måneder har været noget af en prøvelse for beboerne på centret på grund af coronaen, men nu kan de glæde sig til, at de i højere grad end længe kan komme til at dyrke det sociale samvær.

Annonce

- Onsdag den 21. april må vi være op til 10 mennesker samlet igen med en fornuftig afstand, og hvis det bliver godt vejr, rykker vi udenfor. Og torsdag den 6. maj sætter vi gang i den indendørs motion igen – nærmere bestemt med selvtræning og stolegymnastik. Det er et års tid siden, det sidst stod på programmet, siger Aase Marie Hansen.

Lindely låner i denne uge en cykelrickshaw af foreningen Cykling Uden Alder i Kolding, og alle er velkomne til at tage med på tur i lokalområdet. Privatfoto

Hun glæder sig ligesom beboerne også til fredag den 21. maj.

- Denne dag genåbner caféen og værkstederne. Dermed kan vi genoptage vores caféeftermiddage, og samtidig kan de ældre også komme til banko igen, siger brugerrådsformanden.

Aase Marie Hansen tilføjer, at brugerrådet fortsat er i gang med at indsamle penge til indkøb af cykelrickshaws, så man kan invitere de ældre i Vamdrup med på cykelture i lokalområdet.

- Vi er i fuld gang med at søge midler til formålet, og indtil videre låner vi i denne uge en cykelrickshaw af foreningen Cykling Uden Alder i Kolding. Har man lyst til at komme med på tur i lokalområdet, skal man bare kontakte mig på telefon 29 25 47 73, siger Aase Marie Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce