Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Lokalt flyselskab beder samtlige chefer undvære næste månedsløn

DAT med hovedsæde i Vamdrup står i sin værste krise nogensinde og kan de næste tre måneder se frem til at flyve med blot 25 procent af normalen. Arkivfoto: Morten Dueholm
DAT med hovedsæde i Vamdrup står i den værste krise nogensinde. Selskabet har netop bedt samtlige 32 ledere om at acceptere, at næste månedsløn ikke bliver udbetalt. Det er blevet positivt modtaget, oplyser selskabet.
Annonce

Vamdrup: Flyselskabet DAT med hovedsæde i Vamdrup ved Kolding er som alle andre flyselskaber verden over plaget af corona-krisen og har brug for at reducere omkostningerne.

- Jeg tror 100 procent på at gå forrest og har derfor bedt samtlige 32 ledere i DAT acceptere, at næste månedsløn ikke kommer til udbetaling, og dette er blevet positivt modtaget, udtaler direktør Jesper Rungholm i en pressemeddelelse.

- DAT er et familiefirma, og det er fantastisk i den værste krise nogensinde at opleve en gennemført opbakning fra ledelse og medarbejdere til de krisetiltag, vi har i gang, fastslår han.

Jesper Rungholm mener ikke, at den hjælpepakke, som regeringen og arbejdsmarkedets parter præsenterede søndag, for alvor hjælper.

- Hjælpepakken, som regeringen er kommet med, er helt utilstrækkelig og vi må forvente, at yderligere tiltag bliver annonceret hurtigt, udtaler han i pressemeddelelsen og uddyber, at man samarbejder intenst med fagforeningerne for at finde den rigtige tilpasning for at sikre arbejdspladserne i Danmark og undgå fyringer.

- Jeg tror 100 procent på at gå forrest og har derfor bedt samtlige 32 ledere i DAT acceptere, at næste månedsløn ikke kommer til udbetaling, og dette er blevet positivt modtaget.

Jesper Rungholm, direktør i DAT

Annonce

25 procent aktivitet

Mens nogle luftfartsselskaber stort set har sat alle fly på jorden, vil DAT i den kommende tid gå ned på 25 procent af den normale aktivitet.

- Vi er heldige i den nuværende situation, at vi ikke kun har et enkelt forretningsben at stå på. Vi flyver en del støttet flyvning ude i Europa, og den aktivitet samt vores danske ruter specielt fra Bornholm fortsætter - dog på reduceret niveau, forklarer Jesper Rungholm.

DAT´s ruter til Aberdeen og Norge samt indenrigs i Norge bliver sat på vågeblus. DAT flyver støttet ruteflyvning på Sicilien, i Tyskland og på Ålandsøerne, og denne aktivitet fortsætter på let reduceret niveau. Ruten til Midtjylland fortsætter indtil videre på et minimumsprogram. Den vigtige rute mellem Bornholm og København flyver videre i let reduceret form men overvåges nøje for ændringer.

- Det meste charter og kontraktflyvning er enten stoppet eller på vej til nedlukning. Vores kunder har ikke noget valg og må bede om at vi holder pause i flyvningerne indtil videre, siger Jesper Rungholm.

Det drejer sig om både ATR 72 og Airbus-fly, som dermed sættes på jorden inden længe. Dermed er cirka 60 procent af ruteflyvning lukket ned og næsten 100 procent af al kontrakt- og charterflyvning.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce