Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Lysfesten er udskudt på ubestemt tid: Det er simpelthen så ærgerligt

Lysfesten holdes hvert år på Torvet i Vamdrup, hvor borgerne i byen i løbet af året samler diverse former for glas sammen, som der tændes lys i, i forbindelse med den årlige nationale indsamling til Kræftens Bekæmpelse. Arkivfoto: Maria Tuxen Hedegaard
I lyset af de seneste corona-restriktioner fra regeringens side har folkene bag den årlige lysfest på Torvet valgt at udskyde på ubestemt tid. De opfordrer dog fortsat til, at man samler glas og i stedet donerer direkte til Kræftens Bekæmpelse.
Annonce

Vamdrup: Med regeringens seneste restriktioner i forhold til at begrænse corona-smitte har folkene bag den årlige lysfest, hvor der tændes lys og samles penge ind til fordel for Kræftens Bekæmpelse, valgt at udskyde på ubestemt tid.

- Vi synes ikke, det er forsvarligt at holde det, når nu reglerne er blevet strammet igen, og smittetrykket samtidig er stigende. Sidste år var vi op mod 100 frivillige alene, og det er både børn og ældre udsatte borgere, som dukker op for at tænde lys. Det er simpelthen så ærgerligt, men som det er lige nu, er der bare ikke noget at gøre ved det, siger Janni Wasniowski som sammen med Anette Melsen fra Byens Bodega står for at arrangere lysfesten.

Sidste år blev der samlet cirka 16.000 kroner ind ved, hvad der indtil videre har været den største lysfest i byen.

- Vi havde indgået et partnerskab med skolen, som gjorde, at vi fik samlet 12.500 glas ind til at tænde lys i, og der var virkelig stor opbakning til det sidste år. Lysene kunne ikke engang være i rundkørslen, så vi var nødt til at begynde at placere dem ud af indfaldsvejen også. Derfor er det også bare endnu mere irriterende, at vi ikke har mulighed for at følge op igen i år, siger Anette Melsen.

Annonce

Håber på foråret

De to kvinder tør ikke sætte en ny dato på, hvornår lysfesten kan afvikles, men de håber på, at det kan blive i løbet af foråret i det nye år.


Vi synes ikke, det er forsvarligt at holde det, når nu reglerne er blevet strammet igen, og smittetrykket samtidig er stigende.

Janni Wasniowski


- Det kræver, at det ikke længere er frostvejr, for rundkørslen kan godt blive ret glat, så vi er nødt til at afvente, siger Janni Wasniowski, som samtidig kommer med en opfordring til, at man i stedet donerer direkte til Kræftens Bekæmpelse, hvis man fortsat gerne vil støtte den gode sag:

- Og man må stadigvæk meget gerne samle glas sammen og aflevere dem til os, så vi har dem til, når det på et tidspunkt bliver muligt at holde lysfesten. Hvis alt andet glipper, og det heller ikke kan lade sig gøre, så må vi arrangere en ekstra stor lysfest næste år i stedet, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce