Vamdrup: Søndag aften klokken 20.00 gik alarmen hos TrekantBrand, da der var opstået brand i et lagerlokale i Søndergade i Vamdrup.
- Der er tale om en mindre brand, men der var en del røgudvikling i lokalet, hvor der blev opbevaret forskellige ting og sager. Det lå og ulmede, så man valgte at smide noget af inventaret ud af vinduet for at kunne komme til, forklarer indsatsleder Arne Christensen og fortsætter:
- Vi arbejdede et par timer på stedet, fik slukket branden og fik luftet ud i lokalet, siger han.
Brandårsagen er endnu ukendt. Søndergade var spærret for kørsel i et par timer søndag aften, mens oprydningsarbejdet stod på.