Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Projekt med søpavillion i Ødis modtager millionstøtte

I 2018 fik projektet 50.000 kroner af kommunens landsbypulje til at lave en skitse over søpavillonen, som den vil ende med at komme til at se ud, såfremt det lykkes at søge midler til at finansiere projektet. Skitse: Tegnestuen Mejeriet
Med en økonomisk håndsrækning fra Realdanias ildsjælekampagne, Underværker, er Ødis Søpark og Søpavillon nu et skridt nærmere realisering.
Annonce

Ødis: Jens Søgaard Jørgensen og de andre folk bag arbejdet med at etablere en søpavillon i Ødis fik sig en glædelig overraskelse, da de i starten af ugen modtog besked om, at projektet har modtaget støtte i form af en million kroner fra Realdania.

- Vi kan simpelthen næsten ikke få armene ned. Det er utroligt dejligt, at vi har fået de penge. Det er et rigtig stort og godt skridt på vejen, fortæller Jens Søgaard Jørgensen, der er tovholder på projektet.

I de seneste år har han sammen med Lokalrådet ØBØF (Ødis Bramdrup, Ødis og Fovslet, red.) arbejdet for at realisere visionen om en søpark og en søpavillon, der skal samle landsbyen og komme både daginstitutioner, skole, plejehjem, spejdere og borgere til gavn. Med støtte på en million kroner fra Realdanias Underværker-kampagne er folkene bag kommet et skridt tættere på at have samlet de cirka 2,7 millioner kroner sammen, som det kræver for at gøre projektet til virkelighed.

- Det er en rigtig god begyndelse, men vi har stadigvæk et stykke vej endnu. Derfor har vi også flere ansøgninger ude, som vi stadigvæk afventer svar på, siger Jens Søgaard Jørgensen.

Om projektet

Projektet omkring Ødis Søpark handler om udvikling og etablering af et nyt fælles mødested for alle i byen.

Stedet skal kunne benyttes af alle i det daglige, ligesom ambitionen er, at det i fremtiden skal danne ramme om de årlige landsbyarrangementer, som eksempelvis sankthans, børnedyrskue og juletræstænding.

Pavillionen vil ud over at fungere som samlings- og opholdssted også få funktion af udkigstårn og formidlingspost i forhold til de mange naturværdier, der er i og omkring søen.

Annonce

Professionelt materiale

Tilbage i 2016 købte Kolding Kommune et område ved søen, og idéen var og er at skabe et slags samlingssted for både børn, unge og ældre i lokalområdet. Projektet er kommet godt fra start med blandt andet cirkelbroen i Ødis Sø.

Foruden den ene million har projektet også modtaget støtte fra kommunens landsbypulje i form af 315.000 kroner, og i 2018 blev projektet bevilliget 50.000 kroner fra samme pulje til at få tegnet skitser af projektet. Netop det, mener Jens Søgaard Jørgensen, er en del af forklaringen på, hvorfor han og de andre bag projektet har så stor succes med at få tildelt midler.

- Vi har haft nogle professionelle folk til at tegne skitser og hjælpe os med at stykke materialet sammen, som vi sender ud til de forskellige fonde. Jeg er sikker på, at det har været med til at gøre en forskel, siger Jens Søgaard Jørgensen.

Realdania har i alt afsat cirka 13,5 millioner kroner til 18 udvalgte projekter, hvoraf projektet med Ødis søpavillon og søpark er det ene.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce