Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Rockwool hædret med EU’s miljøpris

- Det er en flot anerkendelse for det arbejde, ingeniørerne, udviklingsafdelingen og medarbejderne har udført, siger Mogens Holmbjerg Jensen om tildelingen af EU's miljøpris til Rockwool. Foto: Thomas Holl
Med implementeringen af nye smelteprocesser har Rockwool taget et markant skridt i den grønne retning. Det blev virksomheden hædret for forleden.

VAMDRUP: Forleden blev Rockwool hædret med EU’s miljøpris i kategorien ”Bæredygtige processer” i Danmark.

Det skete, da ingeniørforeningen IDA udråbte Rockwool som vinder i kategorien ”Bæredygtige processer” ved en virtuel prisoverrækkelse, hvor også blandt andre miljøminister Lea Wermelin (S) deltog med videohilsener.

Baggrunden for hædringen er virksomhedens udvikling af nye smelteprocesser, der har gjort det muligt at omstille produktionen fra kul og koks til CO2-neutral biogas. Altså et skridt i den grønne retning.

Annonce

Udviklet i Vamdrup

I en årrække har 50 ingeniører i Rockwool-gruppens udviklingsafdeling arbejdet med at udvikle de nye processer. Der er blevet investeret mere end 500 millioner kroner i initiativet, og ved årsskiftet trådte omstillingen i kraft på de to danske Rockwool-fabrikker, der ligger i Vamdrup og Øster Doense nord for Hobro.

De nye smelteteknologier er blandt andet blevet udviklet på Rockwool i Vamdrup, hvor Mogens Holmbjerg Jensen er fabrikschef.

- Ingeniørerne begyndte at udvikle de nye teknologier i begyndelsen af 00'erne. Indtil da havde vi brugt kupolovne, som tidligere blev anvendt meget i stålindustrien, men koksen gjorde, at det var vanskeligt at reducere CO2-udledningen tilstrækkeligt. Derfor begyndte vores ingeniører at arbejde på nye smelteteknologier, som nu er kulmineret med prisen, siger Mogens Holmbjerg Jensen.

Mogens Holmbjerg Jensen ved en gasrampe, som er en del af den nye smelteteknologi på Rockwool i Vamdrup. Foto: Thomas Holl
Annonce

Gør en forskel

- Rockwool viser, hvordan vi kan bruge ingeniørkunst til at udvikle nye teknologier, der gør en forskel i løsningen af nogle af de klimaproblemer, vi står overfor i dag, sagde formanden for den danske jury af EU's Miljøpris, Hanne Bach fra IDA Miljø, om valget af Rockwool som prisvinder.


Det er en flot anerkendelse for det arbejde, ingeniørerne, udviklingsafdelingen og medarbejderne på fabrikken har gennemført for at udvikle mere bæredygtige produktionsprocesser

Mogens Holmbjerg Jensen, fabrikschef, Rockwool i Vamdrup


På virksomheden i Vamdrup er man meget stolte af miljøprisen.

- Det er en flot anerkendelse for det arbejde, ingeniørerne, udviklingsafdelingen og medarbejderne på fabrikken har gennemført for at udvikle mere bæredygtige produktionsprocesser, siger Mogens Holmbjerg Jensen.

Det er ingeniørforeningen IDA, der efter aftale med EU-Kommissionen og Miljø- og Fødevareministeriet forestår konkurrencen i Danmark. Med i komitéen er også Erhvervsministeriet og Dansk Industri. Som vinder af den danske konkurrence for bæredygtige processer går Rockwool videre til den europæiske konkurrence, hvor vinderen skal findes i 2022.

Rockwools fabrik i Vamdrup åbnede i 1966 og beskæftiger godt 200 medarbejdere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce