Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Vamdrup: Krolfklubben har skudt udendørssæsonen i gang

Holger Andersen (til venstre) og Knud Brændbyge foran krolfklubbens klubhus bagved Arena Syd. Der bliver spillet krolf hele året. Fra marts-april sker det på græsarealet, og i vinterperioden rykker man ind i hallen. Foto: Thomas Holl
Vamdrup Krolfklub er kommet på græs igen efter vinterperioden. Klubben har godt 40 medlemmer, men man byder også gerne nye spillere velkommen.

VAMDRUP: Forleden tog Vamdrup Krolfklub officielt hul på den nye sæson.

På græsplænen bagved Arena Syd på Idrætsvej spilles der i det kommende godt halve år hver mandag og torsdag fra klokken 18, og derudover har klubben et eftermiddagshold, som spiller hver mandag fra klokken 13.30.

- Faktisk tyvstartede vi allerede i marts, fordi vejret var så godt. Og vi har oplevet god tilslutning – det er helt tydeligt, at mange af medlemmerne har glædet sig til at komme ud at spille igen her i corona-tiden, hvor man måske godt kan kede sig lidt. I øjeblikket må vi være 25 spillere på banen, og vi følger naturligvis de gældende restriktioner, fortæller Holger Andersen og Knud Brændbyge fra klubbens bestyrelse.

Annonce

Holger er bestyrelsesmedlem, mens Knud af praktiske årsager er fungerende formand i øjeblikket.

En rå, men kærlig tone

Og det er ikke kun krolfspillet, det handler om for klubbens godt 40 medlemmer.

- Det sociale er meget vigtigt i klubben. Vi har en lidt rå tone, når vi er ude på græsset, men det er altid kun kærligt ment, lyder det med et smil fra Knud Brændbyge.

I den periode, hvor der ikke er blevet spillet, er der blevet arbejdet med mere praktiske ting. I kraft af et tilskud fra Velux Fonden har man fået malet borde og bænke foran klubhuset, og så har man desuden udvidet flisearealet en lille smule.


Det sociale er meget vigtigt i klubben. Vi har en lidt rå tone, når vi er ude på græsset, men det er altid kun kærligt ment

Knud Brædnbyge, Vamdrup Krolfklub


- Og så kan det være, at vi udskifter døren/porten ind til klubhuset, når økonomien tillader det. Vi er ikke helt enige om, hvad der skal ske, siger de to bestyrelsesmedlemmer med et glimt i øjet.

Tidligere har klubben også modtaget 10.000 kroner fra Nordea Fonden, som blev brugt til gratis klubjakker til alle medlemmerne.

- Og så har vi heldigvis mange sponsorer, der støtter os. Blandt andet har Tonnesen Herretøj bidraget på forskellige måder, siger Knud Brændbyge.

Annonce

Vil holde åbent hus

Han og Holger Andersen ser nu frem til sommerens klubmesterskaber, som de kalder årets højdepunkt i Vamdrup Krolfklub. Og så barsler de med idéen om at holde et åbent hus-arrangement.

- Selv om vi har oplevet god interesse i forbindelse med sæsonstarten, vil vi gerne have flere medlemmer. Derfor har vi planer om at invitere til et åbent hus, hvor vi giver lidt godt til ganen. Men endnu har vi ikke fastsat en dato for arrangementet, siger de.

Endelig skal klubben holde sin årlige generalforsamling, når det bliver tilladt at mødes op til 25 personer indendørs.

Knud Brændbyge og Holger Andersen har dog også et lille hjertesuk.

- Vi har oplevet, at der er nogen, der har kørt rundt på vores bane nogle gange, formentlig på ATV’er. Det er vi ikke så glade for, siger de.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce