Vejle: Din Madpartner - Mad med personlighed skal levere godt 5000 nytårsmenuer på årets sidste dag.
Og nu er det blevet til 107 menuer ekstra, nemlig til trængte børnefamilier i Trekantområdet. Cateringfirmaet står sammen med fire andre firmaer, P.A. Andersen & Sønner, Dao - altid på vej, Fodbold- og event "Vi har fod på bolden" og HR i Fokus, klar med en fem-retters nytårsmenu, kransekage, friskbagt franskbrød og rugbrød, hotdog til natmaden, drikkevarer og nytårspynt.
25 familier får leveret menuerne, og det er alle børnefamilie med hjemmeboende børn som er bosiddende i Trekantområdet og for hvem 2020 har været en økonomisk udfordring.
- Der er 500, der har søgt. Og ud af de 500 har vi valgt de 25 familier. De breve, vi har modtaget har berørt mig dybt, og jeg er derfor glad for at være en del af dette initiativ, siger Pernille Jul Nielsen, der er indehaver af Din Madpartner - Mad med personlighed
De 25 familier vil få bragt de i alt 107 menuer til døren om eftermiddagen på årets sidste dag.