Annonce
Ugeavisen Vejle

Adopterede vildkat efter sin mors bisættelse: Tre år efter reddede den Charlotte fra døden

I forbindelse med Prinsesses heltegerning indstillede Charlotte Christiansen sin kat til prisen som Danmarks Dyrehelt 2019, som Agria Dyreforsikring står bag. Her vandt Prinsesse ikke, men omvendt betyder det ikke meget for Charlotte Christiansen. - Det, der tæller, er, at hun er blevet indstillet og blevet læst om. Og ikke mindst, at hun er kommet så langt, siden jeg mødte hende første gang. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Forholdet mellem 42-årige Charlotte Christiansen og hendes kat, Prinsesse, er ikke som de fleste. For fire måneder siden tilkaldte katten hjælp, da Charlotte Christiansen fik en blodprop i hjernen, og reddede hende.
Annonce

Vejle: Det var den 10. juni. Charlotte Christiansen bosiddende i Søndermarken ved ældreboligerne i Marienlund havde været et smut i Fakta for at handle og mødte sin nabo, 46-årige Alexander Brian Bressendorf Jensen - også bare kaldt Brian - da hun kom hjem.

Det har hun i hvert fald fået fortalt, for selv husker hun ikke meget fra dagen.

Efter at hun kom hjem i sit rækkehus, blev hun nemlig ramt af en blodprop i hjernen. Men selvom Charlotte Christiansen bor alene, lykkedes det alligevel at redde hende, og det kan hun til dels takke Brian for, men også sin kat, Prinsesse. I et enkelt glimt fra episoden, husker hun, at Prinsesse jog en af sine kløer i Charlottes arm.

- Prinsesse så på mig og slikkede mig i ansigtet for at sige; vågn op, du må ikke sove, forklarer Charlotte Christiansen.

En af Prinsesses favorit-liggesteder er ifølge Charlotte Christiansen på puden i sengen. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce

Nabohjælp

Der skulle dog også en anden helt til at redde Charlotte fra sin blodprop, og det er her, at naboen, Brian, kommer ind i billedet.

Han havde været hjemme for at hente sit dankort, som han havde glemt, da han skulle ned i byen. Han stod og småsnakkede med en af sygeplejerskerne, som kommer i boligområdet, da han opfattede, at der var noget galt inde hos Charlotte.

- Jeg så, at katten stod på sine bagben og kradsede nedad køkkenvinduet. Det havde den aldrig gjort før, så jeg sagde til sygeplejersken, at jeg hentede en nøgle for at tjekke til Charlotte, siger Alexander Brian Bressendorf Jensen, der i mange år har delt ekstra-nøgle med Charlotte.

Da han låste op og fandt Charlotte Christiansen liggende i sin sofa, kunne han se, at der var noget, som var helt galt.

- Hun var helt væk og registrerede ikke, at der var nogen, før jeg skubbede til hende. Da jeg spurgte, hvad der var i vejen, forsøgte hun at sige noget, men det var uforståeligt, og sygeplejersken sagde, at der var noget grueligt galt. Vi kunne se, at når hun bevægede sig, var det, som om hun kun bevægede den ene side af kroppen. Den anden side var lammet, og det var lidt mærkeligt at se på, siger Brian.

Alarmcentralen blev straks ringet op.

Annonce

Skind og ben

Vi sniger os for en stund yderligere tre år tilbage - helt specifikt den 28. april 2016. Her blev første kapitel skrevet i venskabet mellem Charlotte Christiansen og vildkatten, der senere blev hendes redder.

Charlotte Christiansen husker datoen, fordi hun havde været til sin mors bisættelse den dag, og da hun kom hjem ved 17-tiden, stod katten uden for hendes terrassedør.

- Det var et skræmmende, første møde med hende, for hun havde en kæbe, der var gået af led. Det eneste, der hang sammen på hende, var pels og knogler, for hun var så tynd, at det bare handlede om at give hende mad og en masse kattemælk, forklarer Charlotte Christiansen, som satte mad og drikkelse frem på terrassen.

Katten ville ikke nærme sig Charlotte, og det tog rundt regnet et halvt år at vinde dens tillid.

- Hun (Prinsesse, red.) kom her hver dag, og til sidst – jeg tror, der gik tre måneder - døbte jeg hende "Prinsesse". Når jeg kaldte på hende, kom hun frem efter 10 minutter, forklarer Charlotte Christiansen, der vurderer Prinsesse til at være cirka et år, da hun mødte den første gang.

Det var i køkkenvinduet at Prinsesse gjorde Alexander Brian Bressendorf Jensen på, at noget var galt, da Charlotte Christiansen fik en blodprop i hjernen. Det gjorde den ved at stille sig på bagbenene og kradse på ruden og vinduets sprosse. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce

I mors fodspor

Charlotte Christiansen var aldrig i tvivl om, at hun skulle tage Prinsesse til sig. Netop det, at den dukkede op efter sin mors bisættelse, ser hun som et tegn.

- Min mor var den type, der reddede katte, og det er der, jeg har lært at være så god ved dyrene som muligt. De skal ikke lide nød, siger hun og nævner et eksempel for en håndfuld år siden, dengang hendes mor levede.

- Jeg så engang en kat ved Q8, der jagtede et rundstykke, og da jeg gik hjem og fortalte hende det, sagde hun: Kan du så hente den. Så måtte jeg jo gøre det. Jeg kom hjem med katten, og det viste sig, at den var gravid, fortæller Charlotte Christiansen.

Senere måtte de dog af med de to tilbageværende katte - kattemor Tromle og killingen Josefine - da morens sygdom gik i udbrud. Hun endte med at dø af cystisk lungefibrose samt et dårligt hjerte.

Det var ovre i hjørnet, liggende på sofaen, at Alexander Brian Bressendorf Jensen fandt Charlotte Christiansen omtåget. Siden da er der flyttet rundt på møblerne i huset. Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce

Fra ude til indekat

- Jeg elsker den kat over alt på jorden. Hun har reddet mig efter min mors død, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var ked af det og bange for, hvad der skulle ske i mit liv, og mine søskende og jeg havde det ikke så godt, så dem har jeg ingen kontakt med længere, forklarer Charlotte Christiansen og tøver lidt, før hun tager en slurk af sin kaffe.

Tårerne klemmer sig på, og flere gange konstaterer hun, at hun er Prinsesse evig taknemmelig.

Samtalen vender tilbage til, hvordan hun fik katten indenfor.

Selv var hun i tvivl, om det kunne lykkes, men med opbakning fra Brian og en vedholdenhed lykkedes det så småt at komme tættere på katten.

- Det tog fire måneder, før jeg kunne begynde at give hende et stykke hamburgerryg. Så tog hun det med poten og spiste det, siger Charlotte Christiansen, som også husker, hvordan de begyndte at lege ude på terrassen.

- Hun havde en legetøjsmus, som jeg bandt en snor i, og så legede vi. Hun lærte, hvad det vil sige at være en kat, der har det godt. Det var bare fantastisk. Den dag hun kom helt ind i huset og spiste, og hvor hun så på mig. Der måtte jeg sige; okay det skal nok gå, siger Charlotte Christiansen, der udtænkte en måde at holde katten indendørs, efterhånden som den kom længere ind i huset.

- Jeg bandt en snor på terrassedørens håndtag. Og da hun en dag spiste ved hoveddøren, lå jeg i sengen og hev i snoren, så døren lukkede. Og hun har ikke været ude siden, siger Charlotte Christiansen og konstaterer:

- Hun er indekat nu og gør intet for at komme ud. Jeg tror godt, hun kan huske, hvordan det var at være ude, og at det ikke var spor sjovt.

Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce

Varige skader

Tilbage til livet i dag, fire måneder efter blodproppen i hjernen, er Charlotte Christiansen ramt af mén.

- Jeg bliver lettere forvirret og lidt mere irritabel. Min hukommelse er ikke helt, som den skal være, og jeg får ture, hvor jeg er meget svimmel og hovedpine og trykken for øjne, næse og kvalme, og så ved jeg, at jeg skal ned at ligge. Det er det, der har fulgt med, og det skal jeg lære at leve med, selvom det er svært, siger hun og uddyber:

- Det har været en omvæltning og et nyt kapitel, hvor jeg bliver nødt til at leve et liv med mere fred og ro. Og det har gjort, at jeg har lært at bede om hjælp, når jeg ikke kan. Nogle dage sover jeg væk, fordi jeg er træt, men ellers går det, siger hun og tilføjer, at katten er med til at holde modet oppe hos hende.

Hun mister fokus under samtalen og spørger enkelte gange undrende og opfølgende, hvad spørgsmålet omhandler, da Alexander Brian Bressendorf Jensen er på besøg for at fortælle om, hvordan han oplevede kattens ageren på sommeraftenen, hvor den reddede Charlotte Christiansen.

Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce

Evig taknemmelig

Til trods for at Brian selv har syv katte, medgiver han, at forholdet mellem Prinsesse og Charlotte er specielt.

- Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det… Den særprægede måde… jeg kan ikke forklare det. Den ville vel ikke hen at snakke med dig, vel? spørger han journalisten, hvortil han får et nej.

- Nej, den vil hovedsageligt være ved hende, men hvis ikke Charlotte er hjemme, kan jeg nærme mig den og give den vand og rense dens kattebakke. Den vil gerne snakke, men ikke på samme måde som med hende, siger han og pointerer, at det næsten virker, som om at der er mere mellem himmel og jord.

- Der er et bånd mellem mennesker og dyr, som man hverken kan se eller forstå, for havde katten ikke stået og skrabet på ruden, som den gjorde den dag, så havde jeg sat mig ind i min bil og kørt ned i byen, siger han.

Og katten selv. Ja, den ligger pænt - nærmest majestætisk - på dens pude i Charlotte Christiansens seng. Det må hun godt, konstaterer Charlotte Christiansen, der gerne indrømmer, at Prinsesse er blevet en smule ekstra forkælet ovenpå dens redningsaktion.

- Jeg har eksempelvis købt et tæppe til mig selv, men det ville frøkenen gerne have, så det fik hun. Og så købte jeg et nyt tæppe, men det har hun også fået. Hun har stjålet min pude, og jeg holder jo bare mere af hende. Jeg er hende jo evig taknemmelig… Jeg fatter ikke, at en kat kan gøre det (redde hende, red.). Hvordan hun gjorde det, og hvordan hun kunne mærke det på mig. Det er helt… hold da op, siger Charlotte Christiansen og tager en dyb indånding.

- Hun er fantastisk. Jeg forstår det simpelthen ikke, siger hun.

Foto: Gustav Roesbjerg Pedersen
Annonce
Annonce
Ugeavisen Vejle

Nøgne værker i Havnegade

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Vejle

Jacob Bank bliver professionel

Ugeavisen Vejle

Tag på snapse-urtetur på heden

Annonce